De stigende fødevare- og oliepriser har sat landets pensionister og andre på overførselsindkomster under alvorligt økonomisk pres. Nu hører netop de grupper i vort samfund ikke til de højestråbende, selv om det store flertal af dem har gjort sig fortjent til en anstændig og tryg tilværelse efter et langt arbejdsliv.
Prisstigningerne burde få alarmklokkerne til at ringe i regering og folketing, men desværre har der i de seneste år været en klar tendens til, at fokus lynhurtigt fjernes fra det essentielle - vort eget liv og livsbetingelser i Danmark - til fordel for debatter om ligegyldige tørklæder, satiretegninger, vor medvirken i krige og kampen mod terror.
Det er også langt lettere at føre sig frem på den storpolitiske arena frem for at feje hjemmebanen. Her skal vi bare klappe i og klappe i vore hænder over det igangværende skattestop, og så er det tilsyneladende ligegyldigt at pensionisterne på grund af de voldsomt stigende priser skal se frem til et liv på fattigdomsgrænsen, fryse om vinteren eller tvinges til at forlade hus og hjem, fordi pensionen ikke længere rækker og husholdningsbudgettet ikke længere holder.
Folketidende fortalte i går om den 69-årige pensionist Knud Christensen på Vestlolland, som er tvunget til at søge tilbage på arbejdsmarkedet for at få sin tilværelse til at løbe rundt. Ret beset er det rystende læsning i det, nogen tør kalde et velfærdssamfund, og det er kun et lille plaster på såret, at ældrechecken fra næste år stiger fra 7.800 kroner til 10.000 kroner brutto. De ekstra penge er for længst ædt op af prisstigninger.
Knud fra Vestlolland tog bladet fra munden, og godt for det. Han er en stærk repræsentant for en svag gruppe af medborgere, som vi alle bør værne om. Han sjatter ikke penge væk til unødvendigheder, og han dokumenterede klart, at pensionen ikke længere rækker.
Det må give alvorligt stof til eftertanke og handling hos de ansvarlige for landets ve og vel, for en endnu større og stærkere gruppe af pensionister er på vej, og står de sammen kunne det meget vel blive dem, der kommer til at sætte dagsordenen. P.S. God Grundlovsdag i morgen. Den gav os i det mindste ytringsfriheden.
Leder af Lolland-redaktør Torsten Elsvor, tel@folketidende.dk
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie