Pensionist udfordrer Radikales næstformand

Der bliver kampvalg om næstformandsposten, når Det Radikale Venstre om kort tid holder landsmøde.

Partiets nuværende næstformand, 30-årige Zenia Stampe, bliver nu udfordret af Hanne Jakobsen fra Odense, der netop er gået på pension.

Udfordreren har været medlem af Det Radikale Venstre siden midten af 1970'erne, har siddet i hovedbestyrelsen og forretningsudvalget i adskillige år og arbejdede ind til sommeren 2009 som gymnasielærer.

Hun lægger blandt andet vægt på, at De Radikale skal have en næstformand, der har bedre tid end Zenia Stampe, som også er folketingskandidat.

- Jeg er jo ikke meget for at kritisere hende. Jeg mener bare, at jeg har bedre tid. Jeg er lige gået på pension. Jeg ved ikke, om det er nogen anbefaling, men det giver i hvert fald tid, siger Hanne Jakobsen.

Zenia Stampe undrer sig en smule over tidsargumentet. Hun mener ikke, man behøver at være "pensionist, arbejdsløs eller studerende for at være aktiv i et politisk parti".

- Jeg har haft virkelig travlt - blandt andet med at være næstformand for Det Radikale Venstre. Jeg skal ikke kunne sige så meget om tidligere næstformænd, men jeg tror helt klart, at jeg ligger i den gode halvdel i forhold til at investere tid i partiet, siger næstformanden.

På det kommende R-landsmøde den 12. og 13. september skal partimedlemmerne også beslutte, hvem der skal være partiets nye landsformand. Her dyster Mikkel Sarbo mod Klaus Frandsen om, hvem der skal afløse den mangeårige formand Søren Bald.

/ritzau/

Det bliver et valg mellem to vidt forskellige generationer, når Det Radikale Venstre skal vælge sin næstformand på partiets landsmøde i september.

Offentliggjort Sidst opdateret