Per Ørum kræver afklaring fra regeringen

Det er ikke godt nok, at regeringen blot orienterer EU undervejs i sagen om den omstridte grænseaftale.

Det slår Kristendemokraternes Per Ørum fast, efter at skatteminister Peter Christensen tidligere mandag afviste at grænseaftalen skal forhåndsgodkendes af EU, som Ørum ellers ønsker det.

- Det er ikke godt nok og klart nok. Så jeg må have en drøftelse med regeringen om det her, så jeg kan være sikker på, at de indrømmelser Kristendemokraterne har fået, de også står ved magt, siger Per Ørum til Ritzau.

- Når Lene Espersen på den ene side siger, at man vil rette ind efter EU, og Peter Christensen på den anden side siger, at man ikke vil bede om EU's tilladelse, så ved jeg ikke, hvad regeringen mener, siger Per Ørum.

Forrige fredag var Ørum det 90. mandat, der sikrede regeringen et knebent flertal for grænseaftalen.

Og inden han igen vælger at støtte regeringen fredag, hvor oppositionens beslutningsforslag om at trække grænseaftalen tilbage skal behandles i folketinget, vil han have klarhed over, hvad der er op og ned i sagen.

- Jeg skal have en drøftelse med regeringen, så vi kan få det her på plads inden fredag, siger Per Ørum.

Ørums tvivl om grænseaftalen kommer efter, at skatteminister Peter Christensen tidligere slog fast, at EU ikke skal godkende implementeringen af grænseaftalens elementer.

Per Ørum har ellers krævet, at "regeringen aktivt skal søge godkendelse hos EU", hvis han skulle bakke op om aftalen.

- Man kan ikke begynde at etablere de her ting, før man har sikret sig, at de lever op til Schengen, lød det fra Ørum.

Men det er ikke nødvendigt med en forhåndsgodkendelse, fastslår skatteministeren.

- Når vi holder EU orienteret, vil de selvfølgelig også kunne opponere, hvis de mener, at implementeringen er i strid med Schengen. Men det har vi en klar forventning om, at aftalen ikke er, siger Peter Christensen.

/ritzau/

Per Ørum vil have grænseaftalen forhåndsgodkendt af EU, men det bliver ikke aktuelt, fastslår skatteministeren

Offentliggjort Sidst opdateret