Per Stig: Exitplan flugter med dansk linje

Det er i tråd med den danske strategi, når USA vil begynde tilbagetrækningen fra Afghanistan i 2011. Det siger udenrigsminister Per Stig Møller, efter USA's præsident onsdag nat dansk tid fremlagde amerikanernes nye strategi for det krigshærgede land.

Af den fremgår det også, at indtil tilbagetrækningen begynder vil amerikanerne sende yderligere 30.000 soldater til Afghanistan for at knække Taliban.

- Jeg er meget tilfreds med præsident Obamas udmeldinger. Først og fremmest minder præsident Obama os om, at vi er i Afghanistan for vores egen sikkerheds skyld. Hans tale giver et godt grundlag for at skærpe og styrke vores fælles indsats i retning af afghansk overtagelse af sikkerhedsansvaret. Hans tanker er i fin overensstemmelse med vores egen Afghanistan-strategi, siger udenrigsministeren i en pressemeddelelse.

Tonerne fra ministeren lød ellers lidt anderledes, da to faglige organisationer for de danske befalingsmænd i forsvaret i sidste måned efterlyste en exitplan. "Hver gang man tøver og antyder exit, skaber man en ny talebaner," lød det i november.

Men Per Stig Møller fastholder i pressemeddelelsen, at strategien flugter med den danske.

- I vores strategi for 2008-2012 har vi også satset på, at Afghanistan kan overtage mere ansvar for sikkerheden i 2011, understreger han.

Ministeren mener, at udsigten til en begyndende tilbagetrækning vil lægge pres på afghanerne, så de selv ruster sig til opgaven.

Han oplyser desuden, at han snarest vil indkalde forligskredsen til en drøftelse af den danske plan i den sydlige Helmand-provins i 2010.

/ritzau/

Per Stig Møller roser Obamas nye Afghanistan-strategi. Der er behov for at afghanerne selv tager mere ansvar, lyder det fra udenrigsministeren.

Offentliggjort Sidst opdateret