Per Stig: Jeg er ikke én der pjækker

I 2009 deltog daværende udenrigsminister Per Stig Møller (K) i et møde for de afrikanske udenrigsministre i Etiopiens hovedstad, Addis Abeba.

Han valgte mødet i Afrika på bekostning af det faste, månedlige møde for EU's udenrigsministre og nævner det som eksempel på, hvorledes de mange opgaver på posten hele tiden gør det nødvendigt at prioritere.

- Det viste sig at være en rigtigt god beslutning, at jeg rejste til Addis Abeba, hvor jeg fik masser af gode kontakter med de afrikanske lande.

- En anden gang prioriterede jeg et møde i Verdensbanken frem for Bruxelles. I Verdensbanken sad Danmark trods alt i bestyrelsen på et nordisk mandat, siger Per Stig Møller til Ritzau.

Ugebrevet Mandag Morgen fastslår, at den nuværende kulturminister har "pjækket massivt", fordi han udeblev fra næsten en tredjedel af rådsmøderne i Bruxelles siden 2003.

- Altså, det er ét møde hvert halve år, som jeg har forsømt. Andre gange kunne årsagen være opgaver herhjemme i Danmark, siger Per Stig Møller og tilføjer:

- Det er trods alt vigtigt, at en udenrigsminister en gang imellem orienterer befolkningen om, hvad der sker på området, og et samråd i Folketinget kan du ikke gå til uden at være ordentligt forberedt.

Han står fast ved, at hans prioriteringer på posten harmonerede med De Konservatives målsætning om, at det europæiske engagement skal fylde mere i dansk politik.

- Der er slet ikke tale om, at jeg har været med til at neddrosle møderne i EU-regi. Men posten gør det nødvendigt, at du engang imellem også viser dig i andre af verdens brændpunkter. Det har nemlig også givet mig mulighed for at give værdifuld information videre til EU-systemet, slutter Per Stig Møller.

/ritzau/

Foto: DRESLING JENS/POLFOTO

Tidligere udenrigsminister Per Stig Møller siger, at selv om EU er vigtigt, kan der hele tiden komme andre opgaver, hvor det er endnu vigtigere at deltage.

Offentliggjort Sidst opdateret