Perronen: Det går alt for hurtigt

Formand på Perronen maner til tålmodighed. Der skal mere end en flok københavnere i selvsving til at oprette et nødherberg, mener Klaus Lauritzen.

Offentliggjort Sidst opdateret

På Værestedet Perronen er man principielt glad for Anne Marie Helgers initiativ, men det hele går lidt stærkt, mener formand Klaus Lauritzen.

Hun har nemlig allerede samlet en gruppe frivillige, der vil holde værestedet perronen åbent om natten for hjemløse, så de kan have et varmt sted at sove.

- Det er som om københavnerne kommer og overtager det hele, siger han.

Perronen har selv søgt Socialministeriet om 270.000 kroner til at lave nødherberg for og går og venter på ministeriets svar.

- I mellemtiden er Anne Marie Helger og hendes folk gået i selvsving. Hun gør det jo af et godt hjerte, og hendes engagement er godt og flot. Det skal man ikke forklejne. Men det er også lidt belastende, siger Klaus Lauritzen, som ser flere problemer med den Helgerske fremgangsmåde.

- Det er ikke bare sådan lige noget man gør hurtigt. Man skal tage hensyn til kommunen, fødevarekontrollen, revision, evaluering og meget mere, når man laver sådan et nødherberg.

- Det er vigtigt at være gearet til at lave det rigtigt, så man ikke må lukke igen efter 14 dage, fordi det hele flyder, siger Klaus Lauritzen.

Han forventer at Socialministeriet i løbet af en uge har behandlet Perronens ansøgning, som skal kunne holde herberget åbnet i fem måneder a cirka 50.000 kroner, som blandt andet skal gå til aflønning af faste vagter.

- Det kan jo ikke nytte, at tilfældige frivillige skal stå for det, og man ikke ved, hvem der har nøglerne, siger Klaus Lauritzen.

Hos Anne Marie Helger, som vil have tag over de hjemløse nu og her, falder den melding ikke i god jord.

- Det går simpelt hen ikke, sukker Anne Marie Helger.

- Det kan jeg slet ikke acceptere. Så må vi få fat i en skurvogn med nogle køjer og stille nogle varmeapparater ind. Eller vi må få kirken til at åbne. Der må være gode mennesker, der vil være med til at lave et nødherberg i Nykøbing. Projekt “En varm seng” har gjort det i København og i Århus, selvfølgelig kan det lade sig gøre. Det skal ikke være nu men NU, slår Anne Marie Helger fast.