PET-gruppe anbefaler kontrol af terrordømtes mobiltelefon
Indsatsgruppe foreslår at få adgang til terrordømte og radikaliseredes internetkommunikation og mobiltelefon.
Der er brug for at holde bedre styr på terrordømte og radikaliserede indsatte, som særligt efter løsladelse kan udgøre en sikkerhedsrisiko for Danmark.
Det mener regeringen, som torsdag har modtaget 15 anbefalinger fra Bjelkegruppen ifølge en pressemeddelelse. Det er en særlig arbejdsgruppe, som er forankret i Politiets Efterretningstjeneste (PET).
- Danskernes sikkerhed er regeringens allerhøjeste prioritet, og regeringen tager den trussel, som løsladte terrordømte og radikaliserede udgør, ekstremt alvorligt.
- Derfor er indsatsgruppens arbejde uhyre vigtigt, og de nye anbefalinger indeholder bud på vigtige udvidelser af de redskaber, myndighederne har til rådighed i dag, siger justitsminister Peter Hummelgaard (S).
Arbejdsgruppen foreslår blandt andet kontrol med den dømtes internetkommunikation og mobiltelefon.
Det skal gælde i en periode i forlængelse af deres fængselsstraf. Det skal målrettes terrordømte og i særlige tilfælde løsladte radikaliserede, som er dømt for andet end terror.
En anden anbefaling er styrket myndighedssamarbejde på udrejsecentrene, og at der skabes mulighed for undtagelsesvist at adskille terrordømte og radikaliserede personer fra andre indkvarterede på udrejsecentrene.
Det er arbejdsgruppens anden delrapport. Den første var klar i oktober 2021 og omhandlede terrordømte og radikaliserede før løsladelse.
Tidligere har regeringen besluttet at styrke PET's efterretningsmæssige indsats og deres forebyggende indsats på udrejsecentrene.
For nylig fremsatte regeringen et lovforslag, som skal begrænse terrordømtes adgang til våbentilladelse yderligere
I spidsen for arbejdsgruppen står kontraterrorchef hos PET Henrik Bjelke Hansen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned