Politiets Efterretningstjeneste (PET) kan i hvert fald ikke anklages for at handle, før tjenesten tænker. Over et halvt år efter, at en gruppe tidligere medlemmer af partiet Venstresocialisterne (VS) krævede fem millioner kroner i erstatning for ulovlig registrering under den kolde krig, venter de således stadig på et svar.
Enhedslistens gruppeformand og mangeårige medlem af VS Per Clausen er én af sagsøgerne.
- Det er da dejligt, at PET tilsyneladende er meget, meget grundig med deres behandling af sagen. Man kan jo selvfølgelig få den mistanke, at PET synes, at de har en dårlig sag, når de åbenbart skal bruge så lang tid på at lede efter argumenter for at afvise vores krav. Men nu må vi se, hvad der kommer ud af det, siger Per Clausen.
Erstatningskravet skyldes, at PET-Kommissionen har afsløret, at efterretningstjenesten - trods en regeringserklæring fra 1968 om det modsatte - fortsatte med at registrere personer alene på grundlag af lovlig politisk aktivitet.
Selv om et flertal af PET-Kommissionens medlemmer har frifundet efterretningstjenesten for at have brudt loven, fordi den offentlige regeringserklæring angiveligt ikke var juridisk bindende, så bestrider sagsøgerne og andre juridiske eksperter den vurdering. De henviser samtidig til, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har fastslået, at det skal fremgå af lovgivningen, hvilke kategorier af personer en efterretningstjeneste må registrere.
Nægter efterretningstjenesten at betale pengene, vil sagssøgerne gå rettens vej og søge fri proces med henvisning til, at det er en sag af såkaldt principiel karakter.
PET oplyser i en kortfattet kommentar, at sagen stadig er "under behandling".
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker