Peter Christensens ønske får Ukraine-donationer til at strømme ind
Peter Christensen var blandt andet skatte- og forsvarsminister for Venstre. Han døde tidligere i februar og blev 49 år. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Der er indsamlet over 180.000 kroner til Ukraine på opfordring fra den afdøde eksminister Peter Christensen.
Et af de sidste ønsker for den tidligere forsvarsminister Peter Christensen var, at folk i forbindelse med hans bisættelse skulle donere penge til Den danske Ukraine komité i stedet for at købe blomster.
Peter Christensen døde tidligere i februar efter længere tids sygdom og nåede at være med til at planlægge sin sidste tid.
Herunder var altså et ønske om at indsamle penge til Ukraine. Og meget tyder på, at flere har taget opfordringen til sig.
I hvert fald er der blevet indsamlet over 180.000 kroner, lyder det i en pressemeddelelse fra Den danske Ukraine komité.
- Peter kæmpede for den personlige frihed, og hans sidste ønske om at støtte Den danske Ukraine komité er en smuk gestus, men det er også hans sidste gave til demokratiet og til de vestlige værdier.
- Nogle donationer ville man ønske, man aldrig skulle modtage, men jeg er sikker på, at Peter ville være både stolt og glad over at kunne yde en så markant støtte i kampen mod Putins aggression, siger Jakob Ellemann-Jensen, der er formand for Den danske Ukraine komité.
Komitéen er stiftet for at hjælpe Ukraines forsvar. Formålet er at hjælpe Ukraine i landets kamp for frihed og fred i krigen mod Rusland.
Frem til onsdag 19. februar er der blevet indsamlet 181.690 kroner i Peter Christensens navn. Og donationerne strømmer stadig ind, lyder det.
- Der var mange, der var skeptiske over for komitéens formål tilbage i 2022. Peter var ikke en af dem. Han vidste, at hvis vi vil forsvare vores egne værdier, så starter det med at støtte Ukraine - med våben og materiel.
- For det her handler ikke kun om Ukraine. Det handler om Europa og det liv, vi kender her i Danmark, siger Jakob Ellemann-Jensen.
Peter Christensen var folketingsmedlem fra 2001 til 2015 og var blandt andet skatte- og forsvarsminister for Venstre.
/ritzau/
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker