Peter Skaarup: Skjulte dagpengetal er dybt kritisabelt

Foto: Jens nøRgaard Larsen /Scanpix

Manipulation. Og befolkningen er ført bag lyset.

Offentliggjort Sidst opdateret

Så skarpt betegner Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup, beskæftigelsesminister Mette Frederiksens (S) håndtering af det nye forhøjede skøn for, hvor mange der falder ud af dagpengesystemet.

I 24 dage skjulte beskæftigelsesministeren angiveligt de nye forhøjede dagpengetal fra sit ministerium.

For selv om beskæftigelsesministeren havde kendskab til de nye tal, undlod hun at orientere beskæftigelsesudvalget, og det er alvorligt, mener Peter Skaarup.

- Hvis folketingsudvalget spørger, hvordan tallene er, og man ikke får svar, så er det dybt kritisabelt, siger han.

- Når ministeren ligger inde med dem, så må ministeren aldrig svare: De tal findes ikke. Så er man nødt til at svare fuldstændigt efter bogen og komme med de tal, man har. Det er politisk ABC på Christiansborg, som man aldrig viger fra, siger Peter Skaarup.

Mette Frederiksen erkender, at hun på et møde 17. december fik oplyst, at dagpengetallet ville være næsten 20.000 i stedet for de oprindelige 7-12.000.

Men selv om debatten var i fuld gang, undlod ministeren at fortælle om de nye tal fra sit ministerium - til trods for at dagpengesystemet var det mest omdiskuterede tema i den periode.

Beskæftigelsesministeren har forklaret, at hun ikke snakkede om de nye tal, da hun først skulle informere regeringens økonomiudvalg på et møde 9. januar.

Selv om Peter Skaarup mener, at der sagtens kan være ting i et ministerium, som man må vente med på grund af travlhed, er der sager, der har så vigtig en betydning, at de ikke kan vente.

- Lige præcis det her må der ikke gå fire uger med, fordi det er så omdiskuteret. Hele finanslovforhandlingerne med Enhedslisten i oktober og november, kører jo præcis på det her, siger Peter Skaarup.

Dansk Folkeparti og Enhedslisten har kaldt Mette Frederiksen i samråd for at forklare de skjulte tal.

/ritzau/