Formanden for Dansk Folkeparti, Pia Kjærsgaard, kritiserer nu i hårde vendinger en storfamilie på Ærø, der har blandet sig i debatten om den reducerede børnecheck.
Inga og Jan Thomas fra Ærø venter deres ottende barn. Derfor blev de brugt i medierne som eksempel på konsekvensen af regeringens og Dansk Folkepartis indgreb mod børnepenge. Efterfølgende forklarede de, at Pia Kjærsgaard havde sendt dem en mail, hvor hun påpegede, at Dansk Folkeparti mest ønskede at ramme indvandrerfamilier. Familien kaldte dette for "en klapjagt på bestemt gruppe".
Nu angriber Pia Kjærsgaard familien.
- Den kvinde, der nu er gravid med sit ottende barn, har meddelt sine børn, at hvis hun havde vidst, der var kommet et indgreb, så var de aldrig kommet til verden. Det er jeg forundret over. De fleste får børn, fordi de er glade for at få dem, siger Pia Kjærsgaard under Folketingets afslutningsdebat.
Pia Kjærsgaard holder fast i, at mange indvandrerfamilier tjener godt på børnechecken.
- Der er mange indvandrerfamilier, der lukrerer på denne ordning. Det står jeg ved, siger Pia Kjærsgaard og mener, at medierne kun fokuserer på danske familier med danske børn.
- Jeg tror ikke, der er flere danske familier med fire eller fem børn, man kan hive i medierne, siger hun.
Den radikale leder, Margrethe Vestager, var blandt dem, der under debatten i Folketinget, kritiserede Pia Kjærsgaard for at gå efter indvandrerfamilier.
- Det er en brutal ublufærdighed at gå efter en bestemt befolkningsgruppe, siger Margrethe Vestager, mens hendes næstformand, Morten Østergaard, mener, at Dansk Folkeparti fører én børnepolitik for danske familier og en anden for indvandrerfamilier.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde