Pia. K skal rede trådene ud i sag om køb af grønlænder
Karsten Lauritzen vil ikke svare på spørgsmål om politisk studehandel og inddrager Folketingets formand.
Skatteminister Karsten Lauritzen (V) afviser at svare på, om regeringen har tænkt sig at købe "flere grønlændere i denne valgperiode".
I stedet inddrager han Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF), skriver han i et svar til Folketinget.
Skatteministeren har tidligere lagt sagen om sine uheldige udtalelser om det grønlandske folketingsmedlem Aleqa Hammond bag sig.
Og det gør han nu også skriftligt.
- Spørgsmålet ligger ikke inden for mit ansvarsområde som minister, lyder det i svaret til socialdemokraten Lars Aslan Rasmussen.
Skatteministeren mener ikke, at spørgsmålet er i overensstemmelse med intentionerne og rammerne for besvarelse.
Lauritzen kom ved en nytårskur galt afsted, da han sagde, at Venstre har "købt en grønlænder" med henvisning til en aftale med Hammond.
Aftalen betød, at hun blev udnævnt som formand for Grønlandsudvalget i Folketinget. Til gengæld lovede hun, at hun i sager om kabinetsspørgsmål ikke kommer til at vælte regeringen.
Et kabinetsspørgsmål er et forslag, som en regering sætter til afstemning i Folketinget, og hvor regeringen på forhånd har meddelt, at den vil træde tilbage eller udskrive valg, hvis den kommer i mindretal.
Ministeren har tidligere beklaget sine udtalelser.
- Jeg kommer altid og svarer på spørgsmål fra Folketinget, og det gør jeg hver eneste dag, jeg er aktiv som minister.
- Men det der er politisk drilleri, som nedværdiger Folketinget som institution, og derfor svarer jeg ikke på spørgsmålet, har Lauritzen sagt.
Lars Aslan Rasmussen har tidligere sagt, at mener ikke, det er politisk drilleri. Han vil derfor klage til Folketingets formand.
Han har kaldt skatteministeren for en tøsedreng, men det betragter Lauritzen blot som yderligere drilleri.
Løsgængeren Hammond er en omstridt politiker. En sag om misbrug af Folketingets kreditkort har hun blandt andet på cv'et.
Tidligere har hun også trukket sig som landsstyreformand i Grønland, efter at det var kommet frem, at hun havde brugt mere end 100.000 offentlige kroner til privat forbrug.
De fire nordatlantiske mandater i Folketinget tilhører rød blok, men Hammond vil altså ikke være med til at vælte en dansk statsminister, hvis det skulle komme så vidt.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde