Statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) snak om, at kuldsejlede forhandlinger om en økonomisk reformpakke betyder valg, preller fuldstændig af på støttepartiet Dansk Folkeparti.
Kort tid før, at de vanskelige forhandlinger indledes, vælger DF-formand Pia Kjærsgaard endda at gå i rette med Løkkes udmelding i Jyllands-Posten søndag.
- Det er ikke så kløgtigt at begynde at snakke om folketingsvalg, inden man går ind til politiske forhandlinger, siger Pia Kjærsgaard til Ritzau.
- Man skal være meget forsigtig, når man fra regeringens side indleder sådanne forhandlinger. Det gælder om at lægge den gode vilje til i stedet for at bruge store ord, fortsætter hun.
Lars Løkke Rasmussen slår fast, at den såkaldte reformpakke 2020, der blandt andet indeholder en reform af efterløn og pensionsalder, skal gennemføres inden sommerferien. Ellers bliver der udskrevet valg.
Dermed kan Dansk Folkepartis forhandlingsvillighed blive sat på en prøve. Støttepartiet har absolut ikke udtrykt begejstring for blandt andet regeringens planer om en gradvis afskaffelse af efterlønnen.
Pia Kjærsgaard afviser på det kraftigste, at Løkkes nyeste udmelding er med til at lægge pres på Dansk Folkeparti.
- Man kan tænke: Nå kære statsminister, hvad har du at have det i? Nogle elendige meningsmålinger for regeringen. Her går det jo meget godt for Dansk Folkeparti, siger hun.
Skulle forhandlingerne ende med et sammenbrud, tager DF-formanden gerne et forårsvalg.
- Vi har været helt bekendt med, at hvis Løkke ikke kan få reformen igennem, så får vi valg. Får han den igennem, kan det være, at vi får et forårsvalg alligevel. Ellers venter han til september eller oktober, siger hun.
Det forventes, at regeringen vil fremlægge sit forslag til reformpakken 2020 på tirsdag.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde