Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, truer nu med at danne flertal uden om regeringen for at få maksimal åbenhed om det såkaldte burkaudvalg og den undersøgelse, som forskere på København Universitet har lavet for det tværministerielle udvalg.
- Den her sag er begyndt som en farce, og hvis ikke regeringen vil have, at den skal ende som en tragikomisk farce, så må den se at få offentliggjort den rapport, siger Pia Kjærsgaard til Ritzau lørdag aften.
Hun tilføjer:
- Nu bliver sagen taget op i Folketingets spørgetid på onsdag, og jeg håber ikke, at det skal blive nødvendigt med et flertal uden om regeringen for at få offentliggjort den rapport og skabt klarhed over udvalgets arbejde. Men vi er klar til at benytte os af et flertal, hvis det er det, der skal til, siger hun.
Pia Kjærsgaards trussel kommer efter, at hun tidligere på ugen satte spørgsmålstegn ved, at den endnu ikke offentliggjorte rapport fra Københavns Universitet angiveligt skulle være nået frem til, at der blot er tre burkaklædte kvinder i Danmark. Sent lørdag kunne B.T. berette, at rapporten, som avisen er kommet i besiddelse af, er baseret på gætterier.
Ifølge B.T. giver rapporten således ikke noget videnskabeligt bud på antallet af kvinder, der bærer de omstridte klædedragter. I stedet har forskerne bag undersøgelsen spurgt en række personer, om de kunne give et bud på, hvor mange der er tale om.
Med hensyn til niqab har gætterierne varieret fra alt mellem 30-40 personer og 200-400 personer.
Eksempelvis har en professor i statistik ifølge B.T. gættet på "mindst 24 og højst 196".
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde