Pia K. vil ikke pille ved efterlønnen

Nix pille.

Sådan siger Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, til statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), som vil fjerne efterlønnen for folk under 45 år.

Det vil DF ikke være med til som forligsparti bag Velfærdsaftalen fra 2006, hvor alderen for efterløn og folkepension fra 2019 gradvis hæves til den gennemsnitlige levealder.

- Dansk Folkeparti er fuldstændig uenige. Det er alt for markant og bombastisk i forhold til et forlig, som kun er fire år gammelt. Det vil forligspartierne naturligvis ikke være med til, siger Pia Kjærsgaard.

Derimod vil DF gerne lade efterlønnere arbejde længere, så de skubber ordningen foran sig. Mange ældre fortryder efterlønnen, fordi de presses ud af arbejdsgivere og kolleger, mener hun.

- Hvis man kan skubbe efterlønnen foran sig, så de ældre bliver på arbejdsmarkedet, så er vi meget interesserede, siger Pia Kjærsgaard.

Hun afviser Løkkes advarsel om, at samfundet ikke har råd til at bruge 16 milliarder kroner årligt på efterløn, som trækker folk fra arbejdsmarkedet.

- Man forventer vel ikke, at man bare kan inkassere 16 milliarder kroner. Der er stadig folk, som har virkelig behov for at gå på efterløn, siger Pia Kjærsgaard.

/ritzau/

Dansk Folkeparti afviser at afskaffe efterlønnen for folk under 45 år, siger partileder Pia Kjærsgaard

Offentliggjort Sidst opdateret