- De var absolut dumpet: 03.
Den eksamenskarakter giver Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, til Liberal Alliance (LA), som fredag forlod forhandlingerne om finansloven.
Partiet kunne have fjernet multimedieskatten for trekvart milliard kroner på ansattes pc'er og mobiltelefoner, men krævede ultimativt skattelettelser for knap tre milliarder kroner ved at fjerne udligningsskatten for velstående pensionister, multimedieskatten samt iværksætterskatten, påpeger Pia Kjærsgaard.
- Det er vigtigt, at man holder sig til det realistiske. Man skal ikke overudnytte en situation overhovedet. Vi skal komme igennem med en fornuftig finanslov, fordi der ikke er de penge, der normalt er at sidde og spille om, siger hun.
LA bør spise brød til og tænke på sine blot tre mandater, som hver ville koste én milliard kroner, hvis kravet blev opfyldt. Det lover ikke godt, hvis partiet får de afgørende stemmer bag en borgerlig regering efter folketingsvalget, mener DF's leder.
- Så begynder det at blive meget alvorligt, hvis de agerer på den måde. Derfor har vi haft et håb om, at de ville forstå det nu, siger Pia Kjærsgaard.
Hun glæder sig over, at Kristendemokraternes Per Ørum Jørgensen med det afgørende 90. mandat har en social dagsorden ligesom Dansk Folkeparti.
- Det er gode signaler, vi har hørt fra Per Ørum. Det lader til, at han i hvert fald er sit ansvar bevidst. Det lover meget godt for, at vi kan få et fornuftigt forlig, siger DF's leder.
Finansordfører Kristian Thulesen Dahl understreger, at regeringen og DF tilbød Liberal Alliance at åbne skattereformen, hvor multimedieskatten og udligningsskatten har affødt kraftig kritik.
- Vi frygter, at det har været på skrømt, de har forhandlet, siger DF's finansordfører.
Han peger på behovet for en vækstpakke, som kan få flere folk i job næste år.
/ritzau/
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker