Danmark skal ikke betale folk for at ligge og dovne på sofaen, hvis de kan få job i Netto eller i rengøringsbranchen.
Sådan lyder meldingen fra Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard, der er fuldstændigt enig i socialminister Karen Hækkerups udmelding om, at danskerne skal have mere fokus på pligter frem for rettigheder.
Ministeren siger i flere aviser, at der er sket et normskred, hvor for mange er for optaget af, hvad de kan få, og kigger for lidt på, hvad de selv kan bidrage med.
- Jeg vil gerne gøre folk mere bevidste om, at de skal yde et bidrag til samfundet, og ethvert arbejde er et værdifuldt arbejde. Man skal stå op om morgenen, sætte sig ved kassen i Netto eller gøre rent, siger Dansk Folkepartis leder Pia Kjærsgaard til Ritzau.
- Vi er blevet tudet ørerne fulde af, at der er så mange fattige, og når det så kommer til stykket, er de efter de flestes mening overhovedet ikke omgærdet af fattigdom.
- Det er fuldstændig absurd, når folk midt i 30?erne ligger hjemme på sofaen med masser af penge til smøger og den slags, siger Pia Kjærsgaard.
Også den konservative socialordfører, Tom Behnke, mener, det er på tide, at flere begynder at tage ansvar for sig selv.
Han giver socialministeren ret i, at der er sket et værdiskred.
- Det er konservativt hjerteblod, at de, der kan, skal forsøge sig selv. Kun på den måde bliver der råd til at hjælpe dem, der virkelig har behov. Derfor er debatten tiltrængt, siger Tom Behnke.
Til gengæld mener både Kjærsgaard og Behnke, at Karen Hækkerups udmelding er i modstrid med, at regeringen har hævet taksterne for sociale ydelser.
- Det er bagvendt, når det kommer fra Socialdemokraterne, som lige har afskaffet starthjælpen og kontanthjælpsloftet, mener Pia Kjærsgaard.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned