Pia Kjærsgaard: Folketinget skal købe Holger Danske
Holger Danske er et nationalt klenodie. Og derfor bør Folketingets springe til og købe originalstatuen af den berømte sagnfigur og nationalhelt. Det er Hotel Marielyst, der har sat statuen til salg for 2,5 millioner kroner.
- Efter min mening er der tale om et nationalt klenodie, som ikke skal havne på tilfældige hænder. Han skal ikke lande i en eller anden baghave, hvor folk synes det er sjovt at have ham siddende, siger Pia Kjærsgaard til Ritzau.
Derfor foreslår hun nu, at Folketinget køber statuen med henblik på opsætning ved Christiansborg.
- Tiderne er svære, og stemningen er ikke den allerbedste blandt politikerne.
- Holger Danske-statuen kan minde os om, hvorfor vi er valgt, og hvad vi skal gøre, siger Pia Kjærsgaard, der er værdipolitisk ordfører for Dansk Folkeparti og medlem af Folketingets Præsidium.
Der er tale om en mindre kendt udgave, end den Holger Danske, der sidder i de mørke kasematter på Kronborg Slot i Helsingør.
Statuen, der er udført i bronze og vejer mellem 1500 og 2000 kilo, står ved indgangen til Hotel Marienlyst i Helsingør på en massiv sokkel af munkesten.
Hos auktionshuset Lauritz.com kan man se, at det første bud, der er blevet givet på originalskulpturen, lyder på 1,7 millioner kroner.
- Jeg er godt klar over, at vi skal handle hurtigt. Jeg sender et brev til præsidiets formand allerede i dag, og jeg håber, at præsidiets andre medlemmer er enig i, at vi må have statuen til Christiansborg, siger Pia Kjærsgaard.
Myten om Holger Danske går på, at når riget er truet af en ydre fjende, så vil Holger Danske rejse sig, og stenfiguren vil blive til kød og blod og gå i forsvar for fædrelandet.
/ritzau
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker