Pia Kjærsgaards venner siger tak for alt

Rigtig mange brugere af sociale medier er strøget til tasterne efter nyheden om, at Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard, vælger at forlade sig post.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det gælder også Pia Kjærsgaard egen Facebook-side, hvor brugerne siger tak til den snart tidligere formand af forskellige årsager.

For mens nogle siger tak for et godt stykke arbejde til Dansk Folkepartis frontfigur, takker andre for, at hun nu træder ned.

- Kære Pia, takker for dit virke i DF. Mindes 90'erne og tænker, hvad var Danmark i dag, hvis du stadig var hjemmegående? Stor respekt til dig fra mig, skriver Simone Bech Nielsen på Pia Kjærsgaards tidslinje.

- Tak for dine kampe, for Danmark, den arbejdende befolkning og danskheden. Tak for din loyalitet, integritet og din vedholdenhed i dansk politik, lyder det fra Mikael Fiurendal.

Nanna Peyk Mikkelsen stemmer i:

- Du har gjort et kanon job. Og efterlader nogen store spor som skal følges. Men er sikker på i har valgt den rette mand til jobbet. :) Tak for kampen for dansk politik og for at Danmark skal holde på sine værdier og traditioner. :)

På den anden takkefløj er der stor begejstring for, at Pia Kjærsgaard fremover kommer til at få en mindre fremtrædende rolle i partiet.

- Tak Pia!: - Jeg skylder en øl næste gang du kommer forbi, fordi du gad at stoppe!, lyder tilbuddet fra Tore Bonnerup

- Din beslutning i dag er den bedste beslutning, du i din politiske karriere har truffet. Tak for dét og farvel! :), skriver Eltaf Abbasi.

Andre er klar til at gøre datoen 7. august til en mærkedag:

- Mange tak Pia det var på tide. Vi vil huske og mindes d. 7. aug. hvert år med stor glæde, skriver Philip Johannesen på Pia Kjærsgaards tidslinje.

/ritzau/