Pia Olsen Dyhr forstår SF-bekymring efter hånd til Løkke
Ligesom sidste år er det i Kolding, at SF-formand Pia Olsen Dyhr lørdag og søndag skal møde sine medlemmer til SF's landsmøde. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Skal SF i regering - som formand Pia Olsen Dyhr gerne vil - bliver det med et midterparti, lyder analysen. Her er øjnene nu blevet rettet mod en ny Lars Løkke.
Ritzau RitzauUlrik Rohde Sørensen, Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Det er med et helt andet bagtæppe end normalt, når SF og særligt formand Pia Olsen Dyhr mødes lørdag og søndag i Kolding til partiets årlige landsmøde.
For i timerne inden Pia Olsen Dyhr taler til partiets medlemmer, bisættes hendes ven og nu tidligere formandskollega Søren Pape Poulsen i sin hjemby, Viborg.
Pia Olsens Dyhrs formandstale skulle oprindelig være blevet indledt lidt efter klokken 11. Men den er blevet rykket til tidligst klokken 14, så hun kan nå med til bisættelsen.
- Jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg kommer til at reagere. Jeg ved, hvor meget det har påvirket mig de sidste par dage, siger SF-formanden.
Hun ved også, at hun kommer til at nævne Søren Pape Poulsen i sin tale.
Annonce
- Det bliver nok lidt usædvanligt for en konservativ partiformand at blive nævnt så rosende på et SF-landsmøde. Det bliver første gang nogensinde, tror jeg, siger Pia Olsen Dyhr.
Som formand for SF i nu over ti år har Pia Olsen Dyhr dog noget at glæde sig over på landsmødet.
Pia Olsen Dyhr kommer lørdag direkte fra den afdøde konservative formand Søren Pape Poulsens bisættelse, når hun indtager talerstolen på SF's landsmøde. Søren Pape Poulsen, der var en nær ven af Pia Olsen Dyhr, vil blive nævnt i hendes tale, fortæller hun. (Arkivfoto). Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
I hele 2023 og foreløbig i 2024 er partiet endnu ikke målt til under 11 procent i ugentlige meningsmålinger fra analyseinstituttet Voxmeter.
For lidt over en måned siden lød en måling på 15,4 procent. Det ville være SF's bedste valgresultat nogensinde.
Men samtidig med de målinger er SF langt fra den samme politiske indflydelse som under den foregående socialdemokratiske etparti-regering. I dag er SF oppositionsparti til en flertalsregering.
- Det er sådan lidt ambivalent, for jeg er sådan set mere optaget af at forandre Danmark i en progressiv retning, siger Pia Olsen Dyhr og nævner eksempelvis velfærdssamfundet og sundhedsvæsenet.
- Derfor er det vanvittigt frustrerende, at vi ikke kan lave de investeringer, der skal til. Men på den anden side får danskerne et klart valg om, hvad de vil.
For vakte det opmærksomhed, da Pia Olsen Dyhr i et interview med Politiken åbnede for, at SF kan gå i regering med Moderaterne og Lars Løkke Rasmussen efter næste valg.
Tirsdag kunne DR så beskrive, at dele af SF's bagland mener, at prisen for at gå i en regering er for høj, hvis den regering også indeholder Moderaterne.
- Jeg kan godt forstå, at SF’erne er bekymrede for Lars Løkke Rasmussen, når man husker ham som Venstres statsminister.
Annonce
Men Pia Olsen Dyhr siger, at det er en ny Lars Løkke Rasmussen, der nu er i dansk politik. Hun nævner, at han eksempelvis var med til at sikre, at børn kom hjem fra Syrien, og at han nu står bag en toptopskat.
- Men jeg er da ikke naiv. Jeg forstår godt SF’erne. Jeg synes da også, at man skal tælle sine fingre, når man er i lokalet. Men det gælder ikke kun Lars Løkke. Det er der da mange politikere på Christiansborg, man skal gøre med, siger hun.
Pia Olsen Dyhr har ikke lagt skjul på, at hun mener, SF igen er klar til at gå i en regering.
Senest endte det ikke godt, da SF i 2014 forlod Helle Thorning-Schmidts (S) første regering efter en tumultarisk tid.
Kort efter blev Pia Olsen Dyhr formand, og ved valget i 2015 fik partiet 4,2 procent af stemmerne.
Dengang var De Radikale med i regeringen - med større succes for dem end for SF.
At Pia Olsen Dyhr nu åbner for at gå i regering med Moderaterne, skyldes flere ting - heriblandt De Radikale.
- Jeg har altid vidst, at vi nok var afhængige af et midterparti. Det kan være De Radikale. Det kan være Moderaterne.
- Jeg ser lige muligheder med dem begge. Jeg ser bare også lige udfordringer med dem begge. Jeg er holdt op med at være naiv i dansk politik. Jeg tror, det er mandaternes logik, der tæller.
- Og eftersom Martin Lidegaard (De Radikales politiske leder, red.) flirter med blå blok, er det jo interessant at se, hvem vi så kan forestille os at samarbejde med i rød blok, siger SF-formanden.
Annonce
Før det opstillede scenarie overhovedet bliver aktuelt, skal der dog være en rød blok igen.
Pia Olsen Dyhr både "tror og håber", at Socialdemokratiet på sigt vil "vende tilbage" til de gamle venner.
- Jeg ved ikke, om det er et formandsskifte, der skal løse det. Det kan også være, at statsministeren finder ud af, at efter næste valg vil hun gerne gå til valg på en rød blok.
/ritzau/
Pia Olsen Dyhrs blå bog
* Navn: Pia Olsen Dyhr.
* Født: 30. november 1971 i Vallensbæk (52 år).
* Uddannelse:
1996: Bachelor i statskundskab ved Københavns Universitet.
2010: Cand.scient. pol.
* Politisk karriere:
1996-2000: Medlem af Rådet for Europæisk Politik.
1996-1998: Landsformand for SF Ungdom.
2001-2005: Medlem af Nævnet vedrørende EU-oplysning.
2005: Formandskandidat i SF, men taber til Villy Søvndal.
2002-2004: Næstformand i Mellemfolkeligt Samvirke.
Siden 2007: Valgt til Folketinget for SF.
2011-2013: Handels- og investeringsminister.
2013-2014: Transportminister.
Siden 2014: Formand for SF.
* Privat: Bor i Brønshøj med sin mand, Villy Dyhr, og har tre døtre.
Seneste artikler
Borgere pressede på: - Hvad hvis resortet aldrig bliver til noget?
Kro bortforpagtet - men traditionerne fortsætter
Vidne i yacht-sagen: Søventil er ikke som en øldåse
Simon Hansen skyder resortmøde i gang: - Vil skabe mere liv året rundt
To mænd uden sele og pas fik bøder ved grænsen i Rødbyhavn
Mest læste artikler
Ung kvinde kørte i vandet: Mistede herredømmet over bilen
Hus fra bondestenalderen fundet på Falster
250 frivillige sendte de første af 10.000 løbere godt afsted
Efterlyser vidner i sag om grov vold
Kronprinsen til stor brofest