Pia Olsen Dyhr har fået nok: Lad os nu samle rød blok
SF's formand, Pia Olsen Dyhr, kræver mere sammenhold i rød blok. Foto: /ritzau/Dresling Jens
/ritzau/Jens Dresling/arkiv
Det har sejlet for længe i rød blok, mener SF's formand. Samlet rød blok skal vælte VLAK-regeringen.
Med maksimalt to år til det næste folketingsvalg er det på tide at samle rød blok.
Det er meldingen fra SF's formand, Pia Olsen Dyhr.
For længe har det sejlet i blokken, mener hun.
- Jeg er selvfølgelig optaget af, at SF klarer sig godt. Men jeg må sige, at jeg har det fokus, at jeg er optaget af at samle rød blok.
- Der er alt for mange ting, der stritter i den ene og den anden retning. Vi er faktisk enige om mange ting.
- Ud over at vælte regeringen vil vi styrke velfærden, vi vil have en bæredygtig udvikling, og vi vil have et offentlig forbrug, hvor der er plads til, at vi kan sørge for vores ældre.
- Den store opgave nu er at samle rød blok, siger hun.
På spørgsmålet om, hvorvidt hun har savnet en - underforstået Mette Frederiksen - som har taget ansvar for at samle rød blok, svarer Pia Olsen Dyhr:
- Hvis vi skal have et andet Danmark end VLAK-regeringen, så kræver det, at vi viser, at vi i fællesskab for eksempel vil bekæmpe ulighed.
- Man skal ikke være super klog kommentator for at se, at det nogle gange stritter i hver sin retning, og at vi nogle gange godt kunne have brug for at stå mere sammen.
Pia Olsen Dyhr tør godt tage ansvaret, selv om SF er det mindste parti i oppositionen.
I den seneste Voxmeter-måling for Ritzau står SF til at få 4,7 procent af stemmerne. Ved folketingsvalget i 2015 fik SF 4,2 procent af stemmerne.
Tidligere SF-formand og udenrigsminister Villy Søvndal fornemmer, at Pia Olsen Dyhr er ved at bringe SF på rette spor igen.
Søvndal, der er SF's spidskandidat i Region Syd ved regionsvalget senere i år, tror på mere fremgang for SF.
Fundamentet skal lægges ved valgene til kommunerne og regionerne, mener han.
- SF har fået brudt den nedadgående spiral. Vi er et stabiliseret parti og endda med en svag fremgang.
- Jeg tror, at fremgang giver fremgang, fordi man kommer ud i fremgangshistorierne, og det bliver en positiv spiral. Jeg håber, at disse lokale valg kan blive begyndelsen på en positiv spiral for SF, siger han.
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker