Integrationsminister Søren Pind (V) bevæger sig ud på tynd is med sit forslag om at gøre det lettere for udvalgte nationaliteter at blive familiesammenført.
Ifølge Politiken tirsdag har topjuristerne i Justitsministeriet frarådet at favorisere mennesker fra blandt andet USA, Australien, Canada og Japan, så de ikke behøver at gå op til en obligatorisk indvandringsprøve ligesom andre udlændinge.
Trods advarslen er forslaget en del af en lovændring, der skal forhandles på plads i løbet af de næste par uger.
Søren Pind er ifølge Politiken godt træt af udlændingelovgivningens "lighedsmageri", der gør det vanskeligt for vesterlændinge at blive familiesammenført, selv om de bidrager positivt til det danske samfund.
Flere juridiske eksperter undrer sig imidlertid over, hvordan det pludselig kan blive lovligt at forskelsbehandle i sager om familiesammenføring:
- Da regeringen i sin tid indførte 24-års reglen, kom den netop til at omfatte alle nationaliteter for ikke at forskelsbehandle og diskriminere. Nu kan jeg forstå, at Søren Pind vil tage et skridt, som hans forgængere afviste med stor kraft.
- Hvordan man har tænkt sig at administrere forslaget på en saglig måde, er et godt spørgsmål, som vi vil se nærmere på, siger Jonas Christoffersen, der er direktør i Institut for Menneskerettigheder.
Ifølge integrationsministeren har Justitsministeriet ikke sagt ligeud, at forslaget er ulovligt:
- Jurister kan have 10.000 forskellige synspunkter, og jeg gider ikke gå ind i gradueringer.
- Det afgørende er, om Justitsministeriet mener, det er lovligt eller ulovligt. Når Tyskland og Holland har gjort noget tilsvarende, kan vi også gøre det, siger Søren Pind til Politiken.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker