Kursen er sat. Folketinget er destinationen. Næste kryds på skattekortet er de næsten 20.000 underskrifter, der skal til for at stille op til næste Folketingsvalg.
Blot fire måneder efter Piratpartiet blev stiftet i Danmark, er det nu blevet godkendt som partinavn, og togtet mod Folketinget er begyndt.
- Stemningen er høj, og vi er glade. Det er noget, vi har kæmpet for i lang tid, siger næstformand i partiet Erik Ernst.
Piraternes mærkesager er en reform af ophavsretsloven, mere retssikkerhed på internettet og at afskaffe alle patenter.
I første omgang handler det dog om at samle de nødvendige 20.000 underskrifter for at få lov at stille op. Og næstformanden er optimistisk.
- Jeg tror, at vi i hvert fald kan hente halvdelen af vores stemmer på nettet. Efterfølgende vil vi gå ud på gader og stræder og gøre folk opmærksom på os selv og vores politik, siger Erik Ernst.
Det danske parti kan hente inspiration fra piratpartierne i vores to nabolande. I Tyskland stiller Piratpartiet op til Bundestag ved valget i dag den 27. september, og i Sverige stiller Piratpartiet op til Riksdagen i 2010.
De svenske pirater havde stor succes, da de ved EU-parlamentsvalget vandt et enkelt mandat, og derved kunne borde én af de i alt 18 eftertragtede svenske stole i EU-Parlamentet.
- Vi håber også at komme i EU-parlamentet en dag, men i første omgang handler det om at få sat gang i en bevægelse, siger Erik Ernst.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker