Plastikproblemer stikker dybere end affald - stor global aftale på vej
Her ses plastik, der er gjort klar til at kunne blive genavendt på en fabrik i Tyrkiet. Kun en mindre del af plastikaffaldet ender sine dage sådan. (Arkivfoto). Foto: Yasin Akgul/Ritzau Scanpix
Nu tages fat på forhandlingerne om en global, bindende aftale mod plastikforurening. Ifølge organisation skal der gribes ind, før plastik bliver til affald.
Ritzau RitzauOliver Sønderbye Therp/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Det findes langt ude på verdenshavene. På verdens højeste bjerg, Mount Everest, i maven på fisk og fugle og er sågar fundet i moderkager.
Plastik bruges til mademballage og hospitalers engangsprodukter, men ender ofte i naturen eller brændes af og bidrager til den globale opvarmning.
Nu kridtes banen op til en stor aftale, der skal bekæmpe plastikforurening, når verdens lande mandag indleder en ny runde forhandlinger i Paris.
På sidelinjen står Anne Aittomaki, der er strategisk direktør i Plastic Change. Hun mener, at det er afgørende, at der ikke kun fokuseres på plastikaffald.
Problemet starter nemlig med mængden, der produceres, som giver de andre problemer. For eksempel forurening, og at vi ikke kan håndtere affaldet.
Annonce
- Hvis man ender med at lave en aftale, der i virkeligheden handler mere om plastikaffald, så får man ikke løst problemerne med plastik, siger hun.
Produktionen af plastik er eksploderet, men mindre end ti procent bliver globalt genanvendt. Og forbruget ventes kun at gå en vej - op.
Microplastics are a growing threat to both human & planetary health.
The way we produce, use & dispose of plastics is polluting ecosystems.
— António Guterres (@antonioguterres) May 23, 2023
- Vi ser ind i en fremtid, hvor produktionen tredobles inden 2050. Så hvis vi synes, at vi har et problem med plastik og dertil forurening og kemikalier, jamen så har vi kun set toppen af isbjerget, siger Anne Aittomaki.
For nylig udgav FN's Miljøprogram (Unep) en stor rapport om bekæmpelsen af plastikforurening, hvor de næste år ifølge agenturet er "kritiske".
Plastik har også konsekvenser for klimaet, da produktionen i 2040 kan risikere at udgøre knap en femtedel af den globale udledning af drivhusgasser.
Knap 200 lande aftalte sidste år at gå i gang med arbejdet, så der kan indgås en bindende global aftale om at bekæmpe plastikforurening i 2024.
Nu skal landene i Paris så nå til enighed om den første grove skitse. Den kan danne grundlag for et udkast til en forhandlingstekst.
Ifølge miljøminister Magnus Heunicke (S) er plastikforurening en stigende global udfordring. Både for miljøet, biodiversiteten og sundheden.
- Danmark har i forhandlingerne i Paris fokus på at gøre en ende på plastikforurening inden 2040 samt at sikre, at plastikprodukter bliver fri for skadelige kemikalier, kan genbruges og genanvendes så længe som muligt og ikke ender som forurening på strande - hverken herhjemme eller i andre lande, lyder det i en skriftlig kommentar.
Han er ikke selv til stede, men danske embedsmænd er afsted.
Annonce
Spørger man Anne Aittomaki fra Plastic Change, er det vigtigt, at aftalen adresserer, hvor meget der produceres, og hvilke kemikalier der er i.
- Der skal simpelthen færre kemikalier i, og vi skal vide, hvad det er.
Landene har forud for forhandlingerne kunnet spille ind med ønskerne til en aftale, og her er der store forskelle, fortæller hun.
Mange vil gerne se på mindre produktion, men de olie- og gasproducerende lande og dem med petrokemiske virksomheder er ikke meget for det:
- Det er store slag, der skal udkæmpes, fordi der er mange interesser på spil, og meget af det handler om økonomiske interesser, siger hun.
Ifølge Heunicke arbejder regeringen også herhjemme på flere initiativer mod plastikforurening. Men en global aftale er afgørende:
- Arbejdet med at nedbringe plastik i den danske natur fortsætter i en kommende plasthandlingsplan, lyder det fra miljøminister Magnus Heunicke (S). (Arkivfoto). Foto: “lafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix
- Hvis vi skal løse problemet og gøre en ende på plastikforurening, så er det afgørende, at verdens lande går sammen om en bindende aftale som den her, skriver han.
Forhandlingerne i Paris indledes lørdag med et topmøde for ministre, inden embedsmænd mandag tager over frem til fredag.
Til november forhandles der igen i Kenya. Her har Unep hovedkvarter.
/ritzau/
Plastik er både helt og skurk
* Plastik belaster klimaet - både ved produktion og bortskaffelse. Men det mindsker også madspild og bruges til engangsprodukter på hospitaler.
* Plastikforurening er dog et stort problem, da produktionen er steget eksplosivt, mens kun en mindre del bliver genanvendt.
* En del ender i havet og påvirker dyrelivet. Hvert minut dumpes der plastik svarende til én fyldt skraldebil i havet.
* Plastforbruget er firedoblet de seneste 30 år og står for over 3 procent af den globale udledning af drivhusgasser.
* Globalt genanvendes 9 procent af alt plastaffald. I EU er målet, at 50 procent af al plastikemballage skal genanvendes fra 2026.
Kilder: Det Nationale Plastik Center, OECD og FN's Miljøprogram (Unep).
Seneste artikler
Diskoteksåbning hænger i en tynd tråd: - Vi er dødafhængige af det
Sundhedsminister efter Lolland-besøg: - Jeg får da lyst til at flytte herned
Kvinde amok på betjente
Annonce: Sådan vælger man den rette bilforhandler i Slagelse til køb, bytte og service
Ombudsmand beder om nyt svar i sag om avisboykot
Mest læste artikler
Brand lukker kendt grillbar indtil videre
'Det vil nok få de fleste til at tage lidt mere tøj på'
Nu indtager de Bjørneskoven
Beboere måtte genhuses efter fare for nedstyrtning
Nyt museum i nakskov åbner med fjord-oplevelser