- Plejesnyd kan ikke forekomme her

Bent Jørgensen, formand for Seniorudvalget i Guldborgsund Kommune, føler sig overbevist om, at snyd med arbejdstiden i plejesektoren i kommunen ikke kan forekomme.

Offentliggjort Sidst opdateret

TV2-Nyhedernes afsløringer af systematisk snyd med arbejdstiden i Hånderværkerhavens plejecenter i København har gjort dybt indtryk på den politisk ansvarlige for plejesektoren i Guldborgsund Kommune, Bent Jørgensen.

Formanden for Seniorudvalget i Guldborgsund Kommune, Bent Jørgensen (C) har fulgt med i de seneste dages afsløringer, og de har gjort et stort indtryk på ham.

- Det har påvirket mig dybt. Jeg synes simpelthen, at det er utroligt at der er medarbejdere der kan finde på at opføre sig som de har gjort i det pågældende hjemmeplejedistrikt i Københavns Kommune. Og det er utroligt, at ikke lederne forlængst har fundet ud af at det forholdt sig som det har vist sig. Jeg er ret overbevist om, at det er ganske atypisk for hjemmehjælpere i dette land, og jeg er ret overbevist om, at det ikke foregår i Guldborgsund Kommune, siger Bent Jørgensen.

Og det skyldes, at der, ifølge Bent Jørgensen, er stor forskel på hvordan arbejdet i hjemmeplejen i Guldborgsund Kommune organiseres anderledes end i Københavns Kommune.

- De beløb, som de bruger til hjemmeplejen i Københavns Kommune, er langt større end dem vi bruger i Guldborgsund. Alene det, gør at vores medarbejdere skal være langt mere fokuseret på deres arbejdssituation, og det er de heldigvis også, siger han.

Men han erkender, at tanken om, at systematisk snyd med arbejdstiden også kan forekomme andre steder end København, har strejfet ham.

- Det er jo det der er dybt ulykkeligt, at man mistænkeliggør alle social- og sundhedsassistenter og hjælpere i hjemmeplejesystemet. Men vi har et klagesystem, og jeg føler mig overbevist om, at naboer, pårørende og andre vil reagere i Guldborgsund end de gør i København. København er jo et større samfund, hvor ikke ret mange kender hinanden, siger han.

- Man skal selvfølge aldrig udelukke noget totalt, men jeg vil være dybt overrasket, hvis der var nogle der vil kunne dokumentere, at en af vores hjemmehjælpere opfører sig umoralsk, som man har gjort det i det pågældende hjemmeplejedistrikt i København. Vi har nogle utroligt dygtige og engagerede medarbejdere i Guldborgsund Kommune, slår han fast.

TV2-Nyhederne har modtaget en række mails, hvori flere borgere gør opmærksom på, at der også findes snyd med arbejdstiden i hjemmeplejen andre steder i landet. Der er dog ingen eksempler fra Lolland-Falster.