Plummer: Hemmelig optagelse stammer fra DR

DRs generaldirektør, Kenneth Plummer, bekræfter, at det er en DR-medarbejder, som har lavet en omstridt lydoptagelse i sagen om udlevering af fortrolige oplysninger om jægersoldaters mission i Irak.

Optagelserne er ifølge DR identisk med det hemmelig lydklip, som journalist og filminstruktør Christoffer Guldbrandsen siger beviser, at lækket om missionen stammer fra forsvarsminister Søren Gades (V) spindoktor Jacob Winther.

Allerede fredag gik det ifølge Plummer op for DR, at klippet kom fra DR. Men oplysningerne skulle tjekkes, inden DR ville melde offentligt ud, lyder det.

- Vi har villet vende alle sten i sagen. Det har vi nu gjort, og derfor har vi valgt at melde ud, forklarer Kenneth Plummer til Ritzau.

Spørgsmål: I er 100 procent sikre på, at optagelserne stammer fra en DR-medarbejder?

- Det er vi, ja.

På den måde har sagen om udleveringen af fortrolige oplysninger om danske jægersoldaters udsendelse til Irak taget en ny drejning.

Journalist og filminstruktør Christoffer Guldbrandsen har beskyldt pressechef, Jacob Winther for at lække oplysningerne til pressen.

Guldbrandsens advokat Anders Nemeth har herefter forklaret, at han er i besiddelse af optagelser, der "utvetydigt dokumenterer", at lækagen stammer pressechefen. Optagelser, der altså ifølge DR-ledelsen stammer fra en journalist på DR Oplysning.

Det forhold bliver der ikke set mildt på, forsikrer Plummer.

- Vi ser med stor alvor på sagen, siger han uden at ville komme ind på, hvilke konsekvenser det skal få for medarbejderen.

- Jeg kan blot sige, at det er totalt uforeneligt med DR's programetik.

DR brugte ikke optagelserne, fordi de ifølge DR blev lavet "under omstændigheder, som betyder, at de ikke kunne anvendes."

/ritzau/

Kontroversielle lydoptagelser i læksagen og centralt bevis for beskyldninger mod Søren Gades pressechef stammer fra DR. Det bekræfter Kenneth Plummer.

Offentliggjort Sidst opdateret