Det måtte klimaminister Martin Lidegaard (R) se i øjnene fredag aften. Her nedlagde Polen veto imod at opsætte konkrete mål for, hvor meget udledningen af drivhusgasser i EU skal reduceres med i 2030 og 2040.
- Det var en hård omgang. Der har været store uenigheder. Det endte jo ikke, som vi havde ønsket i vores største drømme. Men det endte så godt, det nu kunne. Vi holdt fast i, at 26 lande faktisk er enige om den kurs, Europa skal tage, siger Martin Lidegaard.
26 ud af 27 af EU's klimaministre var ellers enige om, at opstille milepæle på vej mod målet om en reducering af CO2-udledningen med mindst 80 procent i 2050.
Men polakkerne ville ikke gå med til at sigte mod at sænke udledningen med 40 procent i 2030 og 60 procent i 2040, som resten af EU-landene ønsker.
EU's klimakommissær, Connie Hedegaard, ærgrer sig også over, at Polen ikke ville rykke sig, selv om det ikke ligefrem kommer bag på hende.
- Alligevel er det lidt overraskende, når Polens premierminister ved tre topmøder har været med til at opfordre til en køreplan frem mod 2050, siger Connie Hedegaard, som nu bebuder nye konkrete forslag, der gavner klimaet på den lange bane.
Både Hedegaard og Lidegaard glæder sig dog over, at det trods alt lykkedes for EU's klimaministre at nå til enighed frem mod internationale klimaforhandlinger.
- Vi fik faktisk reddet den ene del af vores pakke. Og det var ikke så ringe et resultat, i forhold til hvor højt bølgerne har gået i dag, siger Martin Lidegaard.
Men dagens resultat møder kritik fra Ulrich Bang, EU-chef i Dansk Energi.
- EU's fælles klima- og energipolitik er i krise med Polens veto mod yderligere CO2-reduktioner. I dag dikterer Polen EU's energipolitik ud fra laveste fællesnævner. Det er uholdbart.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned