Kampen for en mere ambitiøs klimapolitik i EU og en international klimaaftale har fået et nyt alvorligt tilbagefald.
På et EU-møde i Luxembourg har Polen blokeret for enighed om en langsigtet klimakøreplan, der stiller en række delmål for CO2-reduktionen frem mod 2050 og anerkender, at der er behov for mere handling på den korte bane indtil 2020.
- Det er noget af en mavepuster for klimakampen. Man kan ikke lade være med at blive en smule desillusioneret på klimasagens vegne, konstaterer en skuffet klima- og energiminister, Lykke Friis (V).
- Når EU ikke kan blive enig, mangler vi i værste fald én, der kan presse på, på FN's kommende klimakonference i Durban. Samtidig sætter det også spørgsmålstegn ved EU's mulighed for at agere, siger klima- og energiministeren.
Hendes pessimisme bliver ikke mindre af, at Polen om blot 10 dage overtager EU-formandskabet for det næste halve år. Derfor ligger det ikke ligefrem i kortene, at der i den periode vil komme noget gennembrud.
- Når et land blokerer for en så vigtig sag lige før et formandskab, bliver det op ad bakke, siger Lykke Friis.
EU's klimakommissær, Connie Hedegaard (K), nedtoner imidlertid betydningen af det polske udspil.
- Selvfølgelig er det ærgerligt for os, der er ambitiøse på klimaområdet, at vi ikke har alle med om bord. Men i praksis fortsætter tingene som planlagt, siger kommissæren til Ritzau.
Hun henviser til, at EU-Kommissionens næste klimaudspil først ventes i marts 2012, hvor Danmark sidder i formandsstolen.
Lykke Friis lover også, at Danmark vil sætte fuld skub på klimadagsordenen, når vi følger efter Polen som formandsland.
Miljøorganisationen Greenpeace er frustreret over de manglende klimafremskridt i EU.
- Det er skidt, at EU er ved helt at miste pusten på et tidspunkt, hvor flere og flere af de grønt tænkende virksomheder er begyndt at presse på for handling, siger Jan Søndergaard, politisk rådgiver i Greenpeace Norden.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned