Betjente i hele Europa skal fremover kunne tjekke asylansøgere og illegale flygtninges baggrund ved hjælp af et stort fælles fingeraftryksarkiv, mener EU-Kommissionen. Det skal forhindre terror og alvorlig kriminalitet.
Justitskommissær Jacques Barrot foreslår, at politiet får adgang til den såkaldte Eurodac-database. Den indeholder fingeraftryk fra de to grupper og bruges i dag, når myndighederne behandler en asylsag. Men fremover skal basen altså også bruges til at opklare og forebygge forbrydelser som menneskehandel og narkotikasmugling.
- Politiets manglende mulighed for at få adgang til Eurodac er en fejl, som Kommissionen vil udbedre, skriver han i en pressemeddelelse.
Men hvis man giver politiet adgang til databasen, risikerer man, at der opstår misbrug, advarer FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR).
- Der er risiko for, at asylansøgere og forbrydere vil blive forvekslet. Vi mener ikke, at asylansøgere i sig selv skal forbindes med kriminalitet, siger Gilles Van Moortel fra UNHCR.
Jacques Barrot maner dog til besindighed.
- Denne forbedring af kampen mod terrorisme og kriminalitet vil gå hånd i hånd med beskyttelsen af fundamentale rettigheder, inklusive beskyttelsen af persondata, siger han.
I dag skal en politimyndighed kontakte alle de øvrige 26 EU-lande for at kontrollere, om en asylansøger er efterlyst i et andet land. I fremtiden vil et enkelt blik i fingeraftryksdatabsen kunne afgøre sagen.
Da Eurodac blev etableret i 1993, forsikrede Kommissionen om, at oplysninger derfra ikke ville blive brugt til at efterforske bedrageri.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned