Politiet har kendt hemmeligt netværk i årevis

Politiet har i årevis kendt til det omstridte hemmelige netværk ORG, som gennem to årtier har samlet folk med indvandrerfjendske holdninger.

Det oplyser den tidligere formand for Den Danske Forening, Ole Hasselbalch.

Ikke alene har Ole Hasselbalch nemlig fortalt politiet om eksistensen af netværket, som han kalder en "kaffeklub". Netværket, eller kaffeklubben, har efter Ole Hasselbalchs anbefaling selv fortalt politiet om dets aktiviteter.

Ifølge den tidligere formand for Den Danske Forening, som i dag huser ORG's leder Jesper Nielsen i bestyrelsen, har foreningen samarbejdet med politiet om aktiviteterne på den yderste højrefløj.

- Jeg vil ikke uddybe samarbejdet, og kontaktens, form. Jeg vil kun sige, at det som kommer til os kommer også til politiet. Det skyldes blandt andet den pressedækning, vi fik i begyndelsen af 1990'erne, hvor det var sådan, at alle mulige tosser dukkede op, siger Ole Hasselbalch

- Dertil kommer, at hvis vi fortæller åbent, at vi har politiet med ved bordet, så slipper man i det hele taget for at få den slags folk, siger Ole Hasselbalch som i dag er juridisk konsulent for Den Danske Forening.

- Alt, hvad der har været omkring ORG, er selvfølgelig, i den udstrækning det er kommet inden for vores rækkevidde, også kommet videre til politiet, siger Ole Hasselbalch og fortsætter:

- Der er noget af det, som nu bringes videre om det her foretagende, som politiet har vidst i årevis. Det er oven i købet givet videre ved denne gruppes, som nu pludselig hedder ORG, egen foranstaltning.

- Da de pludselig kom i besiddelse af noget, som jeg syntes så underligt ud, gav de det nemlig - efter min anbefaling - videre, forklarer Hasselbalch.

Den tidligere formand for Den Danske Forening stiller samtidig spørgsmålstegn ved rigtigheden af flere af de oplysninger om ORG, som nu er fremkommet:

- Det er for mig at se et forsøg på at lave plat på den forfærdelige begivenhed som fandt sted i Norge. Nu skal man altså have fundet noget højreorienteret mærkeligt noget.

/ritzau/

Ifølge den tidligere formand for Den Danske Forening har omstridt netværk selv fortalt politiet om aktiviteter

Offentliggjort Sidst opdateret