Politiinspektør: Vi kunne have beskyttet Pia Kjærsgaard
Københavns Politi kunne uden problemer have beskyttet Folketingets Retsudvalg og Dansk Folkepartis tidligere leder Pia Kjærsgaard under et besøg på Christiania.
Det garanterer den øverste operative leder i Københavns Politi, politiinspektør Mogens Lauridsen, i BT.
Mogens Lauridsen har tidligere haft ansvaret for politiindsatsen under klimatopmødet i 2009, og en sådan beskyttelse er alene et spørgsmål om at afsætte det nødvendige antal politifolk.
- Helt fra min side så betød det bare, at vi skulle kigge på, om der skulle bruges mere politi end det, der var sat af. Det er en ren politioperativ vurdering. Selvfølgelig kan man altid lave den sikkerhed, der skal til, siger Mogens Lauridsen til BT.
Politiinspektøren fik få dage inden det planlagte besøg i februar 2012 besked om, at det var aflyst. Men ikke hvorfor.
Justitsminister Morten Bødskov (S) fastholder i et svar til retsudvalget mandag aften, at der faktisk var en reel trussel mod retsudvalget og Pia Kjærsgaard, der på det tidspunkt havde ønsket at blive midlertidigt medlem af udvalget.
Men besøget blev aflyst med få dages varsel med begrundelsen, at Københavns politidirektør, Johan Reimann, ikke kunne deltage.
Pia Kjærsgaard havde ønsket at deltage i turen, og det var det skærpede trusselsbillede omkring hendes person, der fik justitsministeren til at aflyse besøget og siden lyve om grunden til aflysningen.
Tirsdag formiddag skal Morten Bødskov forklare sig i sagen på et åbent samråd i retsudvalget. Hans politiske liv hænger i en tynd tråd, og hans videre politiske karriere ligger i hænderne på Enhedslisten.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned