Politiken: Politikerne må ud af busken

De danske politikere må ud af busken og erkende, at de ikke længere er i stand til at forklare, hvad vi kæmper for i Afghanistan, og hvordan det skal give resultater.

Det kræver Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden torsdag på lederplads i sin avis, efter at formanden for de danske officerer, kommandør Bent Fabricius, onsdag gav udtryk for, at han får sværere og sværere ved at forklare de pårørende, hvorfor deres sønner skal ofre deres liv i Afghanistan. Fabricius efterlyser samtidig en klar strategi for, hvordan vi kommer ud.

Fabricius' udtalelse til Morgenavisen Jyllands-Posten blev fremsat dagen efter, at danske politikere erkendte, at målsætningen om demokrati i Afghanistan ikke længere er troværdig - og i stedet henviste til terrorbekæmpelsen.

- Men heller ikke det argument kan begrunde fortsat krig. Den seneste terrortrussel kom fra Chicago, med bagmænd i Pakistan, ikke Afghanistan. Tesen om, at dansk terrorbekæmpelse bedst foregår i Centralasien, er tvivlsom, ikke bare fordi terroren er global, men fordi krigen helt åbenlyst har skabt flere talibanere i Afghanistan og flere terrorister i Pakistan, skriver Tøger Seidenfaden og tilføjer, at Politiken ikke længere kan støtte en krig, der ikke har udsigt til succes, og som skaber langt større problemer, end den løser.

Seidenfaden skriver, at Danmark er det eneste land i den internationale koalition, der stadig har et vælgerflertal bag krigen, men at politisk opbakning hverken ændrer på kendsgerningerne eller på udsigterne.

- Vores politikere må ud af busken og erkende, at de ikke længere er i stand til at forklare, hvad vi kæmper for, og hvornår det skal give resultater.

Tøger Seidenfaden skriver endvidere, at udenrigsminister Per Stig Møller, der onsdag beskyldte soldaternes talsmænd for at gå Talibans og al-Qaedas ærinde. Han mener der er tale om et forsøg på intimidering, som udenrigsministeren bør skamme sig over.

/ritzau/

Udenrigsminister Per Stig Møller bør skamme sig over sit forsøg på at intimidere danske soldater i Afghanistan, mener Politikens chefredaktør.

Offentliggjort Sidst opdateret