Politikerne på Christiansborg stiller klimakrav til danskerne, men de vil ikke selv undvære kød. En plan om at markere klimaet med en kødfri dag i Folketingets kantine - Snapstinget - er blevet opgivet efter protester.
Firmaet Hahnemanns køkken, der driver Snapstinget, havde planlagt at gøre onsdag til kødfri dag som en slags markering af den igangværende klimakonference i Bella Centeret. Men det er blevet mødt med protester fra politikere på Christiansborg. Derfor kommer der kød på bordet alligevel.
- Vi havde et minitema, hvor der ikke var kød, men hvor der var andre animalske produkter. Det var der så nogle medlemmer, der var kede af, og derfor serverede vi noget kød, forklarer direktør i Hahnemanns Køkken, Bo Damgaard.
I en kort, skriftlig kommentar fra Folketingets direktør, Carsten U. Larsen, til Ritzau hedder det:
- Der har været et ønske fra flere sider om, at der også serveres kød i dag, og det har Snapstinget selvfølgelig imødekommet.
Ritzau har ikke fået be- eller afkræftet, om Folketingets klimaskeptiske formand, Thor Pedersen (V), har været involveret i kødkravet.
Thor Pedersen bragte sig tidligere på måneden på kant med regeringens klimalinje, da han advarede mod at begrænse brugen af elektricitet. Han satte desuden spørgsmålstegn ved det videnskabelige fundament for FN's ønske om at begrænse udledningen af CO2 for at holde klodens temperaturstigninger under to procent.
Produktion af kød udleder relativt meget CO2.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned