Politikere fra seks partier melder sig klar til Taiwan-tur
Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, er sammen med fem andre politikere parat til at støtte en dansk rejsedelegation af politikere til Taiwan. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Til Politiken fortæller seks politikere, at de vil støtte en rejsedelegation af danske politikere til Taiwan.
Folketingspolitikere fra seks danske partier er parate til at rejse til Taiwan, når et forventet efterårsvalg er overstået. Det fortæller de til Politiken.
Ordførere fra Venstre, Dansk Folkeparti, De Konservative, Enhedslisten, De Radikale og Danmarksdemokraterne melder sig således klar til at støtte en rejsedelegation med danske politikere til øen.
- Det, Taiwan har brug for nu, er vores opbakning. Det er vi nødt til at holde fast i – at selvfølgelig skal Taiwan ikke isoleres på den måde, som Kina ønsker det. Det skal de ikke have lov til at lykkes med, siger udenrigsordfører for Venstre Michael Aastrup Jensen til Politiken.
Han fortæller desuden, at en gruppe politikere allerede er i gang med at planlægge en sådan tur til efteråret.
To af regeringens støttepartier er blandt dem, der melder sig klar til en rejse. De Radikales udenrigsordfører, Martin Lidegaard, understreger dog, at en rejse skal have et "relevant formål".
Enhedslistens ditto, Søren Søndergaard, mener generelt, at Folketinget bør besøge brændpunkter.
Fra SF er meldingen anderledes. Udenrigsordfører Karsten Hønge mener, at situationen i Taiwan er for anspændt, og at et dansk besøg kan skabe mere røre, end hvad godt er.
Ønsket om en dansk rejse til kommer kort tid efter, at flere højtstående amerikanske politikere har besøgt Taiwan.
Besøgene har fået Kina, der anser Taiwan som en del af sit territorium, til blandt andet at gennemføre omfattende militærøvelser omkring øen.
En dansk politiker, der flere gange har været i Taiwan, er Pia Kjærsgaard (DF). Hun var blandt andet afsted i 2019, hvor hun også mødtes med Taiwans præsident, Tsai Ing-wen.
Dengang udløste det en protest til Folketinget fra den kinesiske ambassade i Danmark.
Til Politiken kalder Andreas Bøje Forsby, som forsker i kinesisk udenrigspolitik ved Dansk Institut for Internationale Studier (Diis), et dansk besøg for "risikabelt" taget den nuværende situation i betragtning.
/ritzau/
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker