Politikere reagerer på overfald på statsministeren

De Radikales formand kalder overfald på Mette Frederiksen fredag aften for "gift for vores demokrati".

Offentliggjort Sidst opdateret

Reaktionerne fra danske politikere vælter frem på de sociale medier, efter statsminister Mette Frederiksen (S) fredag aften blev slået af en mand på Kultorvet i København.

Finansminister Nicolai Wammen (S) kalder overfaldet for "forfærdeligt", "dybt alvorligt" og "forkasteligt".

- Varme tanker til Mette og hendes familie, skriver han og afslutter opslaget med en hjerteemoji.

Fra Venstre-formand og forsvarsminister Troels Lund Poulsen lyder det i et opslag på X:

- Åh nej. Sikke et chok. Sådan er Danmark ikke. Vi overfalder ikke vores statsminister. Jeg sender mine bedste tanker til Mette, lyder det i opslaget.

De Konservatives formand, Mona Juul, kalder overfaldet for "rystende og sender ligeledes tanker til statsministeren.

De Radikales formand, Martin Lidegaard, skriver i et opslag på X, at "Når landets statsminister bliver overfaldet, bliver vi alle overfaldet".

- Politisk vold er gift for vores demokrati, skriver han videre.

Formand for SF, Pia Olsen Dyhr, skriver, at hun sender gode tanker til landets statsminister og "min gode ven".

- Vi skal passe på tilliden til og respekten for hinanden, lyder det fra hende på X.

Morten Messerschmidt, der er formand for Dansk Folkeparti, håber, at gerningsmanden vil blive straffet "hurtigt og hårdt" og sender samtidig sin medfølelse og opbakning til Mette Frederiksen.

/ritzau/