Politikere skal drøfte langvarig gidselsag
Politisk er der meget lidt interesse på Christiansborg for at få undersøgt hvorfor to danske søfolk, Eddy Lopéz og Søren Lyngbjørn, skulle blive hovedpersoner i en af danmarkshistoriens længste gidselsager.
Det siger Enhedslistens udenrigsordfører Christian Juhl forud for, at gidselsagen på Enhedslistens krav skal drøftes i Folketingets Udenrigspolitiske Nævn på tirsdag.
- Interessen har været påfaldende lille. Der har været en lille smule debat oven på DR2's dokumentar og de historier, der har været i pressen.
- Men det er ikke noget, der peger i retning af, at politikerne fra andre partier har en klar holdning til at vi skal gå videre. På Christiansborg er der ikke altid proportioner mellem sagernes alvor og interesse, siger Christian Juhl til Ritzau.
Eddy Lopéz og Søren Lyngbjørn sad sammen med deres fire filippinske kolleger taget til fange af somaliske pirater, da de sejlede på en dansk coaster fra rederiet Shipcraft.
I dokumentaren på DR2 "Søren og Eddy - gidsler for livstid" stod de frem og fortalte om de fysiske og mentale traumer, som de slås med efter den langvarige tilfangetagelse og kampen for at genvinde et normalt liv.
Enhedslisten har foreslået en tilbundsgående undersøgelse med en dommer for bordenden for at finde ud af, hvad der skete i de to år, tre måneder og 18 dage mellem kidnapningen og frigivelsen.
Partiet har også forslået et rådgivende organ med specialister, der kan overtage forhandlingerne med gidseltagerne, hvis det går galt i forhandlingerne.
Er den politiske interesse lille for de to danske søfolks skæbne, er den til gengæld stor blandt teaterfolk. Deres historie bliver til en teaterforestilling på Baggård Teatret i Svendborg, der også skal opføres i København.
Teatret vil sætte spot på myndighedernes rolle, oplyser teaterchef Jakob Bjerregaard Engmann.
- Søren og Eddys beretning er for mig en af de mest ubegribelige i moderne tid. Vi bruger vores kunstneriske udtryk til at komme tættere på, hvorfor de skulle sidde taget til fange i så lang tid, siger Jakob Bjerregaard Engmann.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie