Politikere som ambassadører får bred politisk støtte
Tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) ville egne sig godt som ambassadør, mener Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen. Foto: Polfoto/Flindt Mogens
Polfoto/Flindt Mogens
Politikere med lang erfaring fra ministerposter kan sagtens supplere karrierediplomater, mener flere partier.
Korpset af diplomater i Udenrigsministeriet kan nyde godt af den viden og erfaring, som politikere har opbygget på tunge ministerposter.
Det mener en række partier fra begge politiske fløje i Folketinget.
Derfor tilslutter de sig statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) idé om at supplere det klassiske karrierediplomati med "erfarne, politisk udpegede repræsentanter, som vil kunne udfylde udvalgte poster i diplomatiet".
Det skriver Politiken.
SF's formand, Pia Olsen Dyhr, var handelsminister under S-R-SF-regeringen. Hun mener, "at man i særlige tilfælde kan udnævne politikere til ambassadører".
Hun advarer dog mod at genindføre eksportambassadørerne og foreslår i stedet klassiske ambassadørposter til tidligere politikere på udvalgte poster.
Hos Dansk Folkeparti nævner udenrigsordfører Søren Espersen tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) som et eksempel på en ekspolitiker, der sagtens kunne fungere på en ambassadørpost.
Han er tilfreds med korpset af karrierediplomater. Men han mener, at man også med fordel kan indsætte politikere med tung erfaring på udvalgte poster.
- Man skal være åben for det og bruge det i situationer, hvor det er en tidligere udenrigsminister eller statsminister. Helle Thorning-Schmidt ville egne sig utrolig godt, siger Søren Espersen til Politiken.
Socialdemokratiet er også med på ideen. Partiets udenrigsordfører, Nick Hækkerup, peger på, at der sidder en række seniorpolitikere med "stor kompetence, viden, erfaring og netværk".
Og et veludbygget netværk kan bruges til at løfte internationale opgaver.
- Derfor er tanken om at åbne for sådanne muligheder interessant, siger Nick Hækkerup til Politiken.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker