PORTRÆT: En statsminister udfordret af coronakrisen

Statsminister Mette Frederiksen (S) blev valgt ind i Folketinget tilbage i 2001, og i 2019 blev hun statsminister. (Arkivfoto). Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Mette Frederiksens tid som socialdemokratisk statsminister har været defineret af coronakrisen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Da Mette Frederiksen i 2019 som 41-årig blev Danmarks hidtil yngste statsminister og den kun anden kvinde på posten, var corona mest kendt som en populær mexicansk øl.

Det lavede coronavirussen gevaldigt om på.

Og Socialdemokratiets formand, der havde udnævnt sig selv til at være børnenes statsminister, fik håndteringen af coronakrisen som førsteprioritet. I en lang periode endda som den eneste prioritet.

Der har både været ris og ros.

Men minksagen, hvor S-regeringen i slutningen af 2020 besluttede, at alle mink i Danmark skulle aflives i kampen mod coronavirus, har været genstand for alvorlig kritik.

Også fra Minkkommissionen, som har undersøgt forløbet.

Da Mette Frederiksen beordrede alle mink aflivet på et pressemøde i november 2020, var der nemlig ikke lovhjemmel til det.

Frederiksen har selv betegnet sagen som "en politisk skandale", efter at hun ellers havde stillet spørgsmålstegn ved det.

Hun holder fast i, at beslutningen ikke kunne have været anderledes, for ifølge hende handlede det om at redde menneskeliv.

At Frederiksen endte med at blive S-formand efter 2015-valget, kunne heller ikke have været anderledes.

Mindre end en time, efter at daværende statsminister, Helle Thorning-Schmidt, på valgnatten trak sig som formand for Socialdemokratiet, begyndte centrale medlemmer af partiet at opfordre Frederiksen til at melde sig som kandidat til posten.

Kronprinsessen i partiet blev dronning, statsministerkandidat og i 2019 kvinden, som væltede daværende Venstre-statsminister Lars Løkke Rasmussen af pinden som statsminister.

Frederiksen blev valgt ind i Folketinget i 2001. Og den unge nordjyde trængte igennem, når hun gik på Folketingets talerstol.

Hun talte lige ind i hjertekulen på store dele af det fagforeningsrøde partibagland. Andre dele af folketingsgruppen mente dog også, at hendes stil var lige skinger nok.

Da Thorning blev S-formand i 2005, sad Frederiksen langt fra magten omkring Thorning.

Frederiksen havde støttet Thorning-rivalen Frank Jensen i valgkampen.

Men hun arbejdede sig op i hierarkiet. Og i dag står hun ganske uanfægtet i toppen af partiet.

/ritzau/