PostNord til minister: Vi deler også breve ud efter 2019
PostNord vil også dele breve ud efter 2019, siger PostNords administrerende direktør. Aftalen med staten udløber i 2019. Foto: Scanpix/Henning Bagger
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Transportminister Ole Birk Olesen ser risiko for, at ingen vil dele breve ud, når aftale med PostNord udløber.
Der vil blive delt breve ud i fremtiden. Og det vil fortsat være PostNord, som står for opgaven.
Det siger administrerende direktør for PostNord i Danmark, Peter Kjær Jensen, efter at transportminister Ole Birk Olesen (LA) har udtalt, at det muligvis ikke bliver tilfældet, når statens aftale med PostNord udløber i 2019.
- Fra PostNords side er vi stolte over befordringspligten, som vi har haft i hundredvis af år.
- Vi har den indtil 2019, og vi regner også med, at vi har den efter 2019. Vi har ingen intentioner om ikke at have befordringspligten.
- Alt, hvad vi laver i vores transformation lige nu, handler om at gøre PostNord i Danmark til en god forretning, og at vi også har befordringspligten fremadrettet, siger Peter Kjær Jensen.
Det var på et samråd torsdag om PostNord, at ministeren udtalte, at regeringen arbejder med scenariet, at ingen ønsker at påtage sig opgaven frivilligt, når aftalen med PostNord udløber.
- Vi har udpeget PostNord til befordringspligtig virksomhed. Men det er efter aftale. Vi kan risikere, at når den aftale skal fornys fra 2019, at PostNord ikke synes, at det er en god forretning.
- Derfor er vi inde i overvejelser om, hvad vi egentlig skal gøre, hvis PostNord ikke vil have den forretning, sagde Ole Birk Olesen på samrådet.
- Grunden til, at vi overhovedet er inde i de overvejelser, er, at vi ikke er sikre på, at det er en opgave, som nogen har lyst til at påtage sig frivilligt, forklarede ministeren.
Ifølge Ole Birk Olesen er der ikke et andet land i verden, som har oplevet så stort et fald i brevmængden som Danmark.
Peter Kjær Jensen erkender, at faldet i breve har gjort, at PostNord har mistet mange indtægter.
Men PostNord fokuserer på en række områder, som skal gavne forretningen. Blandt andet et større fokus på pakker end breve.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde