Praktiserende læge til kolleger: Drop konflikten

Det vil være ødelæggende for almen praksis, hvis lægerne gør alvor af deres trusler om at aflevere deres ydernumre.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det mener Jens Lærkesen, praktiserende læge i Aabenraa-området og tidligere medlem af bestyrelsen i Praktiserende Lægers Organisation (PLO).

- Hele vores samarbejde er i fare. Og der er også en social skævhed i, at patienterne skal til at betale, for det er jo oftest dem med dårligst råd, der har mest behov, siger han og understreger:

- Jeg synes, vi har fået en væsentlig del af indrømmelserne.

Regeringen har sammen med Venstre torsdag vedtaget et indgreb, der sætter nye rammer for de almene lægepraksisser.

Det sker efter længere tids uro på området, der startede, da lægerne skulle forhandle overenskomst med regionerne.

Forhandlingerne brød sammen og fik sundhedsminister Astrid Krag (SF) til at lancere det lovindgreb, som nu skal give læger og regioner en klar rammeaftale at forhandle videre ud fra. Et lovindgreb, der har vakt stor forargelse hos lægerne.

Men lov er lov, og der er ikke andet fornuftigt at gøre end at acceptere den, mener Jens Lærkesen.

- Vi kan ikke komme længere. Vi er i en situation, hvor der er en lov. I forbindelse med loven har man sagt, at regionerne i sidste ende bestemmer, men at lægerne så vidt muligt skal inddrages.

- Det har været et af stridspunkterne, fordi vi tidligere var ligeværdige. Men det bliver vi ikke nu, så vi kan lige så godt leve med det, siger han.

PLO's repræsentantskab vil lørdag tage endelig stilling til, om de afleverer lægernes ydernumre. Gør de det, skal danskerne ifølge de praktiserende læger fra 1. september have penge op af lommen, når de går til lægen.

Sundhedsministeriet mener dog, der vil være tale om kontraktbrud, hvis lægerne allerede afleverer deres ydernumre 1. september 2013, fordi regeringens lovindgreb forlænger overenskomsten et år.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra PLO-formand Henrik Dibbern.

/ritzau/