Pres på minister efter sygehusfyringer

Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) presses politisk, fordi sygehusene i år skal spare godt 800 millioner kroner.

Sygehusene i Region Midtjylland skal finde en halv milliard kroner, mens der i region Hovedstaden spares på Rigshospitalet samt Hvidovre, Frederiksberg og Herlev Hospital, som forleden fyrede over 100 ansatte.

SFs formand, Villy Søvndal, opfordrer statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til at fyre sundhedsministeren.

- Sundhedsministeren arbejder for, at privathospitalerne kommer til at spille en større rolle, og han har sagt, at han intet har imod, at de private sætter sig på halvdelen af vores sundhedsvæsen. Den indstilling er helt forkert, siger Villy Søvndal. Han nævner, at der i Region Hovedstaden skal fyres 800 ansatte.

De Radikale vil ændre systemet, så sygehuse ikke straffes økonomisk ved at yde den bedste og mest effektive behandling, siger sundhedsordfører Lone Dybkjær.

- Jeg mener, at vi skal lave systemet om. Vi bliver nødt til at give sygehusene en reel mulighed for at prioritere, siger hun.

Dansk Folkeparti ønsker en redegørelse, siger finansordfører Kristian Thulesen Dahl.

- Det skal kunne betale sig for hver enkelt afdeling af give den en ekstra skalle. Nu får vi at vide, at sådan er det ikke, og derfor må regeringen komme med en tilbundsgående redegørelse, siger han til Politiken.

/ritzau/

Det politisk pres mod Jakob Axel Nielsen stiger efter sparekrav og fyringer på hospitalerne. SF kræver sundhedsministeren fyret.

Offentliggjort Sidst opdateret