Pres på Thyra Frank om ældrekommission

Rollerne som folketingskandidat for Liberal Alliance og formand for regeringens Ældrekommission er uforenelige.

Det mener Kristendemokraternes Per Ørum Jørgensen.

- Jeg vil gerne ønske Thyra Frank og Liberal Alliance tillykke med samarbejdet, men jeg mener, at Thyra Frank må trække sig fra posten som formand for Ældrekommissionen, siger han i en skriftlig kommentar og fortsætter:

- Det giver næsten sig selv, at det vil undergrave kommissionens troværdighed, hvis Thyra Frank den ene dag taler om livskvalitet for ældre, og den næste dag taler om at fyre flest muligt offentlige ansatte som liberal løve, siger han.

Per Ørum Jørgensen har kontaktet Finansministeriet og bedt om en drøftelse af plejehjemslederens rolle i Ældrekommissionen.

Også SF's sundhedsborgmester i København Ninna Thomsen ser en konflikt og kræver, at socialminister Benedikte Kiær (K) finder en ny formand.

Hovedpersonen selv har dog ikke tænkt sig at trække sig.

- Jeg sidder sammen med syv andre, der er eller har været medlemmer af politiske partier. Dét, vi kommer med, er i og for sig upolitisk, siger hun.

Thyra Frank har i mange år været medlem af Venstre, men stiller nu op som spidskandidat for Liberal Alliance i Nordjylland.

/ritzau/

Det duer ikke at være kandidat for Liberal Alliance og formand for Ældrekommissionen, mener modstandere.

Offentliggjort Sidst opdateret