Forsvarsminister Søren Gades pressechef, Jacob Winther, der beskyldes for at stå bag lækagen af jægersoldaters hemmelige udsendelse til Irak i 2007, skyder nu tilbage på Danmarks Radio.
Jacob Winthers advokat, Hans Sønderby Christensen, oplyser til Ritzau, at pressechefen har besluttet at tage indledende skridt til at klage til Pressenævnet over Danmarks Radios dækning af de fremsatte "lækanklager".
- Der vil blive klaget over en række indslag, hvori TV Avisen viderebringer udokumenterede og ærekrænkende anklager mod min klient, skriver Hans Sønderby Christensen i en meddelelse til Ritzau.
Han understreger, at det hovedsageligt drejer det sig om indslag i TV Avisen 21 Søndag den 31. januar og den 14. februar, hvor de, ifølge advokaten, udokumenterede anklager gentagne gange bliver fremført.
- På trods af dette undlader TV Avisen kategorisk at efterprøve dokumentationen, skriver advokaten.
Desuden vil Jacob Winther klage over "den manglende presseetik i en række indslag".
Det drejer sig blandt andet om indslaget, hvor TV Avisen citerer Jacob Winther for at sige, at TV2 har fortalt ham, at stationen havde oplysningerne fra jægersoldaterne selv.
Advokaten kalder samtalen for en "baggrundssamtale" og peger på, at der efterfølgende er rejst hård kritik af indslaget fra eksperter og mediefolk.
Nyhedsdirektør i Danmarks Radio Ulrik Haagerup er på vinterferie, men oplyser via en pressemedarbejder, at han tager anmeldelsen roligt.
- Jacob Winther skal selvfølgelig være mere end velkommen til at gå til Pressenævnet. Det imødeser vi med stor sindsro, udtaler Ulrik Haagerup.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet