Prisen for Arne-reform kan stige betydeligt
I et svar til Folketinget skriver beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S), at prisen på udspillet om tidlig tilbagetrækning kan stige med over en milliard, hvis flere udnytter det. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Hvis flere end ventet vælger tidlig tilbagetrækning, stiger prisen for reformen markant, viser minister-svar.
Prisen for regeringens udspil om tidlig tilbagetrækning vil stige markant, hvis flere end forventet bruger den. Det fremgår af et folketingssvar fra beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).
Udspillet, populært kaldet Arne-reformen, vil ifølge regeringen koste 3,1 milliarder kroner om året.
Det er prisskiltet i 2025, hvis 60 procent af de 49.000 personer, der forventes at have retten i det år, vælger at udnytte den.
- Udnyttelsesgraden er blandt andet fastsat på baggrund af erfaringerne fra efterlønsordningen, hvor der er korrigeret for, at berettigede til tidlig pension har en lavere gennemsnitlig indkomst.
- Skønnet er behæftet med usikkerhed, skriver Peter Hummelgaard i et svar til De Konservatives Naser Khader.
Lidet overraskende stiger prisen dog - og dermed finansieringsbehovet - hvis flere end de 60 procent vælger at udnytte en ret til tidlig tilbagetrækning.
Hvis 70 procent - eller omkring 5000 flere end ventet - vælger det, er prisen 3,6 milliarder kroner.
Hvis 80 procent vælger det, lyder prisskiltet på 4,2 milliarder kroner, og hvis alle 49.000 udnytter retten, vil det koste 5,2 milliarder kroner.
- Det bemærkes, at en udnyttelsesgrad på 100 procent forekommer meget urealistisk, skriver ministeren og skriver videre:
- Eksempelvis har de 20 procent af de berettigede med de højeste arbejdsindkomster i gennemsnit en månedlig arbejdsindkomst på 55.000 kroner og en pensionsformue på cirka tre millioner kroner, hvilket bevirker, at de kan opnå en gennemsnitlig ydelse på tidlig pension, som er under 9.000 kroner før skat.
Specielt finansieringen af regeringens udspil til tidlig tilbagetrækning har været til diskussion.
Det skal ifølge regeringen finansieres via en særskat på finanssektoren, en tilbagerulning af skattelempelser for aktionærer og skat på overskud fra salg af ejendomme.
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker