De fleste danskere vil i den kommende tid modtage en rudekuvert med en slem overraskelse og en venlig hilsen fra forsikringsselskabet, skriver Politiken lørdag. Seks af landets ni største selskaber varsler markante prisstigninger på kundernes indboforsikring, viser en rundringning fra Politiken Research.
Nogle selskaber vil ikke oplyse prisstigningens omfang, mens andre oplyser, at den afhænger af geografi. Men nogle Tryg-kunder har fået at vide, at deres regning stiger med 40 procent.
Forsikringsselskabernes primære argumenter for at hæve prisen er en eksplosiv stigning i antallet af indbrud, og at værdierne i de danske hjem er blevet større.
Antallet af indbrud i private hjem steg fra 2007 til 2009, men nye tal fra Danmarks Statistik viser, at frekvensen faktisk er faldet med 6 procent i årets første ni måneder i forhold til sidste år.
- Som forbruger skal man ikke hæfte sig ved forsikringsselskabernes forklaringer, for de lyder ofte som en vittighed. I stedet skal man alene forholde sig til prisen og undersøge, om man kan få en billigere forsikring i et andet selskab, siger Vagn Jelsøe, afdelingschef i Forbrugerrådet.
Her er holdningen, at prisstigningen er et udslag af en ringe konkurrence på forsikringsmarkedet, der forårsages af forbrugernes dovenskab. Således interesserer de færreste sig for forsikringer og bliver derfor ukritisk hængende i det samme selskab hele livet, siger Vagn Jelsøe.
Alka er et af få selskaber, som holder prisen på samme niveau i 2011. Forsikringsteknisk direktør Henrik Grønborg siger, at indbrudsudgiften ganske rigtigt er steget de seneste år, men ikke i en grad, der berettiger en præmiestigning:
- Vi kan også se, at der har været tyverier, men vi har ikke behov for at tjene mere på familieforsikringen, end vi gør lige nu. Det handler om, at andre selskaber har et større krav til indtjeningen, end vi har, siger han til Politiken.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde