Private medier jubler over DF's sparekrav til DR
DR's gratis nyheder på nettet skader private mediers muligheder for at tjene penge, mener brancheorganisation.
Det vil gavne aviser og andre privatejede medier, hvis politikerne svækker DR, sådan som Dansk Folkeparti lægger op til med et forslag om at skære en fjerdedel af nyheds- og underholdningsmastodontens budget.
Det mener Danske Medier, der er brancheorganisation for privatejede medier. Foreningens administrerende direktør, Ebbe Dal, erklærer sig "glad for det hele" i DF's forslag, som lanceres i en kronik i fredagens Berlingske Tidende.
- Det er punkter, vi har været optaget af i årevis, og vi er selvfølgelig glade for, at de borgerlige partier begynder at stille spørgsmål om DR's rolle, siger Ebbe Dal.
Det er særligt DR's skriftlige nyheder på nettet, der skævvrider konkurrencen i forhold til private medier, forklarer han.
- Vi har en opgave, som går ud på at få de private mediers nyheder betalt af dem, der bruger dem.
- Hvis almindelige borgere bare kan se en kvalitetsnyhedstjeneste på DR, bliver den valgt frem for noget, hvor der skal betales. Det skaber på langt sigt en udvikling, hvor flere og flere får deres nyheder fra staten, siger Ebbe Dal.
Derudover mener Danske Medier, at DR bør holde sig fra underholdning og musik, som medieforbrugerne lige så vel kan få fra kommercielle producenter.
Mogens Jensen, der er Socialdemokraternes kulturordfører, mener dog, at de private medier tager fuldstændig fejl, hvis de tror, at en svækkelse af DR vil løse deres økonomiske kvaler.
- Det er en myte. I USA er der ingen public service-medier overhovedet, men avisernes situation er præcis lige så dårlig, som den er i Danmark.
- De konkurrenter, de danske medier er oppe imod, er Facebook, YouTube og store udenlandske, sociale medier, siger Mogens Jensen.
Han kalder Dansk Folkepartis forslag "trist" og mener, at det vil føre til mindre danskproduceret tv og radio.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker