Privathospitaler skal hjælpe med hurtigere diagnoser
Ny udrednings- og behandlingsgaranti skal sikre patienter hurtigere diagnoser og behandling.
Hvis et offentligt hospital inden for 30 dage ikke har fundet ud af, hvad en patient fejler, skal patienten kunne gå til et privathospital.
Det har et flertal i Folketinget tirsdag vedtaget. Også Socialdemokraterne stemte for, selv om partiet traditionelt set har været kritisk over for brugen af privathospitaler.
- Der er mange fordele i den nye lov, fordi patienterne får mulighed for hurtigere at få svar på, hvad de fejler, siger sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen (S).
Loven indfører også ret til udvidet sygehusvalg efter 30 dages ventetid. Tidligere har Socialdemokraterne frygtet, at en behandlingsgaranti ville blive udnyttet af "stærke" patienter og gå ud over patienter, der ikke kan manøvrere i systemet.
Selv om partiet nu har stemt for loven, er bekymringen ikke helt forduftet.
- Det er noget, vi vil holde nøje øje med. Vi stemmer for lovforslaget, fordi udredningen virkelig har behov for forbedringer, siger Flemming Møller Mortensen.
- Men i forhold til behandlingsgarantien er det stadig Socialdemokraternes holdning, at patienterne får mest ud af, at man skelner mellem de mindst og de mest syge.
En anden socialdemokratisk anke mod brugen af privathospitaler har været overbetaling. Men det er i Flemming Møller Mortensens optik ikke længere et problem:
- De sidste år har regionerne været rigtig dygtige til at lave gode aftaler med privathospitalerne, så der ikke har fundet overbetaling sted. Vi har også sikret, at privathospitalerne selv må betale for de fejl, de måtte lave.
Loven træder i kraft 1. oktober.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned