Professor afviser Thornings krisesnak

Det passer ikke, at Danmarks ti procent rigeste ikke betaler én eneste krone af kriseregningen, som Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, søndag påstod i sin grundlovstale.

Det siger professor Bo Sandemann Rasmussen fra Institut for Økonomi, ved Aarhus Universitet. Han sad i skattekommissionen, som i 2009 forberedte skattereformen.

- Det passer ikke, hvis man ser på den politik, der er ført som led i krisehåndteringen, siger han.

De rigeste betaler mere skat, fordi beløbsgrænserne ikke reguleres i år, ligesom regeringen har udskudt topskattelettelser som led i genopretningspakken, påpeger han.

Helle Thorning-Schmidt bygger på en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Skattereformen i 2009 var ikke krisehåndtering, men den gennemførte kommissionens forslag om at fjerne mellemskatten, påpeger Bo Sandemann Rasmussen.

- Skattelettelserne i forårspakken 2.0 trækker hele dén gevinst, som de ti procent rigeste har fået. Det har ikke noget som helst med krisehåndtering at gøre, men skyldes, at regeringen ville omlægge skattesystemet for at få mere arbejdsudbud, siger han.

Tilbagetrækningsreformen i 2020-planen er heller ikke krisehåndtering, men skal fremtidssikre samfundet, fordi flere ældre forsørges af færre unge, påpeger Bo Sandemann Rasmussen.

- Genopretningspakken fra 2010 er en del af krisehåndteringen. Der er en mere ligelig fordeling af byrderne. De rigeste betaler ved, at topskattelettelserne er udskudt, og de har undladt at hæve beløbsgrænserne, siger professoren.

Seniorførtidspensionen kan gavne de allersvageste, som ikke er med i efterlønsordningen, mener Bo Sandemann Rasmussen.

- De kan i virkeligheden være til gavn for folk, som har en relativt svag indkomst, siger han.

/ritzau/

Det er forkert, at rige ikke betaler krisen, som Helle Thorning hævder, siger professor Bo Sandemann Rasmusen.

Offentliggjort Sidst opdateret