Professor: Embedsmænd vidste at minkordre var ulovlig
Med det omfattende kendskab til mangel på lovhjemmel burde man have underrettet Mette F., mener professor.
Det er overraskende, at embedsmænd på flere niveauer har kendt til det manglende lovgrundlag for minkaflivning, uden at det er kommet videre til ministrene.
Det mener professor ved juridisk institut på Syddansk Universitet Frederik Waage på baggrund af en redegørelse om sagen fra Fødevareministeriet.
- Det er ikke ét tilfælde, hvor man har overset en lovhjemmel. Informationen har været blandt embedsmænd, uden at den angives at være nået op til ministrene.
- Det er et så omfattende kendskab, at den information simpelthen burde være givet til statsministeren og de øvrige ministre, så de kunne handle på det, siger Frederik Waage.
Ifølge professoren er det på baggrund af redegørelsen generelt "svært at forstå, at de almindelige kommandogange mellem embedsværk og ministre overhovedet fungerer".
Også professor i forvaltningsret på Aalborg Universitet Sten Bønsing stiller sig uforstående over for den tilsyneladende manglende kommunikation.
Han påpeger over for TV2 News, at embedsmændene kan være blevet presset af den hurtigt udviklende situation med coronamutation blandt mink. Men det er ikke en undskyldning i sig selv:
- Når regeringen siger, at det haster og er vigtigt, så skal embedsmændene være deres ansvar og myndighed voksen og sige, at det må og kan vi ikke medvirke til, siger han til TV2 News onsdag.
Det fremgår af redegørelsen, at regeringens særlige Udvalg for covid-19, der består af seks ministre, 1. oktober fik forelagt en sag. I sagen stod der, at det ville kræve ny lovgivning at aflive alle mink i Danmark.
Det fremgår dog ikke af redegørelsen, om ministrene rent faktisk har læst selve sagen, hvor oplysningen fremgår.
I udvalget sidder sundhedsminister Magnus Heunicke (S), justitsminister Nick Hækkerup (S), finansminister Nicolai Wammen (S), udenrigsminister Jeppe Kofod (S), erhvervsminister Simon Kollerup (S) og kulturminister Joy Mogensen (S).
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde