Professor: EU må samle sig om reaktion mod grækere
EU taber på at smide Grækenland ud af eurozonen, men grækerne har svækket deres egen position.
Situationen i Grækenland er uden sidestykke, og derfor er der ingen oplagte svar i eventuelle nye forhandlinger i EU for at få hevet Grækenland væk fra den økonomiske afgrund.
Alligevel skal der findes en fælles reaktion internt blandt kreditorer og især i EU-kredsen efter grækernes nej til at imødekomme sparekrav og reformer ved søndagens folkeafstemning, mener professor og leder af Center for Europæisk Politik, Malene Wind.
- Det kan ikke nytte noget, man melder forskelligt ud. Men det er virkelig vanskeligt, hvad meldingen skal være, for EU kan ikke gå ud og sige, vi har et helt andet tilbud til jer nu, siger hun.
Selv om blandt andre Tyskland har ført en hårdt mod hårdt kurs, hvor et græsk nej til nye økonomiske reformer betyder farvel til eurozonen, så mener Malene Wind alligevel, at der nu er tegn på, at man endnu engang er villig til at give grækerne et tilbud før lukketid.
- Jeg tror da godt, at man nu efterhånden er villig til at sige, at en eller anden form for forlængelse af lån eller nedskrivning af renten (svarer til gældseftergivelse red.) kan komme på tale.
- EU har ikke nogen interesse i at skubbe Grækenland ud over kanten, for det bliver stadig EU og de europæiske banker, der skal rydde op efter det rod, Grækenland efterlader, hvis de ryger ud, siger hun.
Det er dog fortsat et nødvendigt krav, at grækerne leverer en form for plan, så landets økonomi forbedres - også selvom landet aldrig kan betale deres gæld tilbage.
- De kan aldrig nogensinde komme til forhandlingsbordet uden, at de kan vise en konkret villighed til at gå ind og reformere deres økonomi, siger hun.
Står grækerne fast på ikke at ville reformere, er der dog ingen måde at holde hånden under Grækenland på. Og i så fald mener Malene Wind, at det er et samlet EU, der sender Grækenland ud.
- Hvis det sker, så er det grækernes eget valg, at de ikke vil honorere de krav, som alle andre skal honorere. Og det, tror jeg ikke, vil skade EU og EUs image - tværtimod, siger hun.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde